K10 - Flexjob & Førtidspension - Se enkelt indlæg

phhmw · 28-12-2019, 15:25

https://www.facebook.com/mogens.reru...17309094951655

Af Mogens Rerup

Må man hænge vedkommende der har ansvaret for denne sag ud på FB hvis ingen gør noget?

Trods livstruende sygdom måtte Jette leve af kontanthjælp

Jette Thorenfeldts lungekræft spredte sig, mens kommunen i årevis behandlede hendes sag.

I oktober 2014 sendte Jette Thorenfeldts læge gennem 15 år en frustreret e-mail til Høje-Taastrup Kommune.

»Jeg har nu gentagne gange forsøgt at få fat i sagsbehandler xx både med telefoniske beskeder og per mail, men desværre uden at der kommer et svar. Min patient Jette har lungekræft med spredning, og hendes tilstand forværres støt og roligt. Hendes sociale situation er uafklaret – kan I ikke få taget stilling til, om denne uhelbredeligt kræftsyge kvinde kan få en pension, så hun ikke skal bruge den sidste tid af sit liv på at spekulere på økonomi?«.

E-mailen fra lægen er et af de sagsakter, som Jette Thorenfeldts døtre har fået aktindsigt i efter hendes død. For døtrene Heidi Thorenfeldt Nielsen og Marianne Christiansen vidner e-mailen og andre sagsakter om et uværdigt forløb, hvor en døende kvinde igen og igen skulle på jobcenteret for få styr på sin økonomi.
»Selvfølgelig skal man arbejde, hvis man kan. Men spørgsmålet er, hvornår nok er nok?«, som Heidi Thorenfeldt siger i dag.

Det spørgsmål er ikke kun centralt i Jette Thorenfeldts sag, men for alle, der søger førtidspension i disse år, hvor kommunerne skærer kraftigt i antallet af nye førtidspensionister og skal lede efter svækkede borgeres mulighed for at arbejde blot nogle timer om ugen.

Jette Thorenfeldt arbejdede det meste af sit liv. Som servitrice, i kantine og supermarked, indtil helbredet svigtede. Først fik hun en blodprop, siden diffuse symptomer, D-vitaminmangel og muskel- og ledsmerter, som betød, at hun mistede sit arbejde i 2009. I slutningen af året løb sygedagpengene ud, og Jette Thorenfeldt kom på kontanthjælp.

Selvfølgelig skal man arbejde, hvis man kan. Men spørgsmålet er, hvornår nok er nok?

Heidi Thorenfeldt
I juli 2010 fik hun som 49-årig konstateret lungecancer. Hun blev opereret og fik kemoterapi, men allerede i oktober var der tilbagefald, og i september 2011 stod det klart, at kræften havde spredt sig. Og så er prognosen ikke god. Ifølge Kræftens Bekæmpelse er kun halvdelen af alle kvinder, som får lungekræft, i live efter et år. Efter 5 år lever kun 16 procent.

I december 2011 blev muligheden for førtidspension første gang nævnt. Det ville fritage Jette Thorenfeldt for møder på jobcenteret og give hende væsentligt mere at leve for. Sagen skulle dog belyses bedre lægeligt. Men der skete ikke mere, måske fordi der kom en ny sagsbehandler, som bad om nye skøn fra lægerne.

Endnu et tilbagefald
Når man gennemlæser Jettes Thorenfeldts sagsforløb, kan man se arbejdsmarkedspolitikken afspejlet. Eksempelvis blev Jettes og hendes samlever omfattet af reglerne om gensidig forsørgelsespligt, og hun fik derfor omkring 5.000 kroner udbetalt i kontanthjælp om måneden. Og som følge af kontanthjælpsreglerne blev hun, selv om hun var sygemeldt, først kategoriseret som match 3, og efter kontanthjælpsreformen i 2013 som »aktivitetsparat«, fordi hun ikke havde udsigt til at komme i arbejde.

Allerede en statusattest fra hospitalet i december 2011 beskrev, at Jette Thorenfeldts kræft havde spredt sig til begge lunger. Hun havde bivirkninger i form af kroniske smerter og kronisk træthed, og hun var i behandling med stærk smertestillende medicin.

Hospitalslægen mente, at hun kun kunne deltage i »beskæftigelsesfremmende foranstaltninger«, hvis det var i begrænset tid og ikke krævede fysisk aktivitet. Kommunens læge mente dog ikke, at Jette Thorenfeldt kunne deltage i noget.

Jette Thorenfeldt blev herefter skannet hver anden måned, var igennem endnu en operation, og i oktober 2012 kom endnu et tilbagefald. Sygehuset skrev endnu en statusattest, men, pointerede kommunen i en senere redegørelse for sagsbehandlingen, selv om hospitalet havde skrevet, at prognosen statistisk set var alvorlig, stod der ikke noget om, at alle behandlingsmuligheder var udtømt.

Imens havde Jette Thorenfeldt svært ved at leve for kontanthjælpen og måtte låne penge af sin mor.

I løbet af efteråret 2013 stødte massive blodpropper i lunger og halskar til. »Palliativ og livsforlængende behandling«, kaldte kommunallægen senere denne fase. Da det blev jul, var døtrene sikre på, at det ville blive moderens sidste. Hun talte om, at hun ikke ville dø på hospitalet.

I april 2014 fandt lægerne ydeligere spredning til lymfeknuderne på halsen. Jette Thorenfeldt fik kemoterapi og stråler i livsforlængende øjemed. »Patienten er terminal«, som kommunens læge skrev. I samme måned var Jette på jobcenteret, og der skulle indhentes flere lægelige oplysninger.

Jette har lungecancer med spredning. Der er ingen mulighed for helbredelse

Lægen, descember 2014.
Det langstrakte forløb fik i efteråret 2014 Jettes egen læge til at skrive e-mailen til kommunen for at bede om en afklaring. Af akterne kan man se, at sagsbehandleren måneden efter spurgte kommunens læge til Jette Thorenfeldts diagnose. Sagsbehandleren mente stadig, at det var uklart, om lungekræften var uhelbredelig.

Kommunen forklarede senere, at det er normal procedure, at kommunens læge skal se sagens akter for at lave en samlet vurdering. Lægen vurderede i december 2014, at »Jette har lungecancer med spredning. Der er ingen mulighed for helbredelse«.

Omtrent samtidig modtog Jette Thorenfeldt to standardbreve om indkaldelse til møder på jobcenteret. »Ved samtalen skal vi tale om dine muligheder for ordinær uddannelse/arbejde«.

Jette Thorenfeldt dukkede op til et møde 15. december 2014. Hun var vred, og, som kommunen formulerede det, »forløb kommunikationen mellem Jette og sagsbehandler ikke efter planen«. Hun fik en ny sagsbehandler – nummer fem i rækken – som i begyndelsen af i år indstillede hende til førtidspension. Men i april var pensionen stadig ikke gået igennem, og datteren Marianne Christiansen skrev til kommunen for at rykke for svar: »Dette er en bøn«, lød brevet.

Afgørelsen om pension kom endelig 28. april i år, men Jette Thorenfeldt nåede ikke at få glæde af den. Hun døde 10. maj.

Førtidspension i terminal fase
Heidi Thorenfeldt Nielsen klagede til Høje-Taastrup Kommune efter moderens død og, da svaret lod vente på sig, også til ombudsmanden. Han ville ikke gå ind i en verserende sag, men henviser til en afgørelse fra Ankestyrelsen, som slår fast, at boet efter en afdød ikke kan klage over tidspunktet for førtidspension.
»Men for os drejer det sig ikke om penge. Det drejer sig om, at det her ikke skal ske igen«, siger Heidi Thorenfeldt Nielsen.

Ved kommunen bad borgmester Michael Ziegler(K) forvaltningen og kommunallægen gennemgå sagen. Jobcenteret fremhæver, hvordan det gentagne gange ikke blev fastslået, at alle behandlingsmuligheder var udtømte.

Mens lægen skriver, at arbejdsevnen hos en patient som Jette Thorenfeldt »vedvarende« vil være nedsat»grænsende til det ubetydelige«. Og at behandlingen var »palliativ og livsforlængende« siden efteråret 2013, og at hun var terminal siden foråret 2014.

Borgmesterens samlede konklusion er, at det ikke er »fejlagtig sagsbehandling«, men han vil alligevel stramme op, fordi det er »helt og aldeles utilfredsstillende«, at Jette Thorenfeldt til sidst skulle vente så længe på sin pension.

Han skriver også, at han mener, at hun var syg nok til at få førtidspension i foråret 2014, altså i den sidste terminale fase, et lille år før hun døde.

Eller hvad med denne sag:
En cancersyg i Haderslev blev indstillet til afslag på førtidspension. sagen blev anket. I sagsforløbet døde pgl., men det glemte man at fortælle Ankestyrelsen, så Ankestyrelsen gav også afslag på førtidspension næsten 1 md. efter, at hun var død.

phhmw.

Ingen kan frasige sig et medansvar for udviklingen i Danmark.

Husk det, næste gang, du står i stemmeboksen

Vrede hilsner

28-12-2019, 15:25	#279
phhmw Moderator Tilmeldingsdato: 08-12 2005 Lokation: Dragør Danmark Indlæg: 11.724 Styrke: 33	Vælgerne og politikerne kan ikke frasige sig ansvaret https://www.facebook.com/mogens.reru...17309094951655 Af Mogens Rerup Må man hænge vedkommende der har ansvaret for denne sag ud på FB hvis ingen gør noget? Trods livstruende sygdom måtte Jette leve af kontanthjælp Jette Thorenfeldts lungekræft spredte sig, mens kommunen i årevis behandlede hendes sag. I oktober 2014 sendte Jette Thorenfeldts læge gennem 15 år en frustreret e-mail til Høje-Taastrup Kommune. »Jeg har nu gentagne gange forsøgt at få fat i sagsbehandler xx både med telefoniske beskeder og per mail, men desværre uden at der kommer et svar. Min patient Jette har lungekræft med spredning, og hendes tilstand forværres støt og roligt. Hendes sociale situation er uafklaret – kan I ikke få taget stilling til, om denne uhelbredeligt kræftsyge kvinde kan få en pension, så hun ikke skal bruge den sidste tid af sit liv på at spekulere på økonomi?«. E-mailen fra lægen er et af de sagsakter, som Jette Thorenfeldts døtre har fået aktindsigt i efter hendes død. For døtrene Heidi Thorenfeldt Nielsen og Marianne Christiansen vidner e-mailen og andre sagsakter om et uværdigt forløb, hvor en døende kvinde igen og igen skulle på jobcenteret for få styr på sin økonomi. »Selvfølgelig skal man arbejde, hvis man kan. Men spørgsmålet er, hvornår nok er nok?«, som Heidi Thorenfeldt siger i dag. Det spørgsmål er ikke kun centralt i Jette Thorenfeldts sag, men for alle, der søger førtidspension i disse år, hvor kommunerne skærer kraftigt i antallet af nye førtidspensionister og skal lede efter svækkede borgeres mulighed for at arbejde blot nogle timer om ugen. Jette Thorenfeldt arbejdede det meste af sit liv. Som servitrice, i kantine og supermarked, indtil helbredet svigtede. Først fik hun en blodprop, siden diffuse symptomer, D-vitaminmangel og muskel- og ledsmerter, som betød, at hun mistede sit arbejde i 2009. I slutningen af året løb sygedagpengene ud, og Jette Thorenfeldt kom på kontanthjælp. Selvfølgelig skal man arbejde, hvis man kan. Men spørgsmålet er, hvornår nok er nok? Heidi Thorenfeldt I juli 2010 fik hun som 49-årig konstateret lungecancer. Hun blev opereret og fik kemoterapi, men allerede i oktober var der tilbagefald, og i september 2011 stod det klart, at kræften havde spredt sig. Og så er prognosen ikke god. Ifølge Kræftens Bekæmpelse er kun halvdelen af alle kvinder, som får lungekræft, i live efter et år. Efter 5 år lever kun 16 procent. I december 2011 blev muligheden for førtidspension første gang nævnt. Det ville fritage Jette Thorenfeldt for møder på jobcenteret og give hende væsentligt mere at leve for. Sagen skulle dog belyses bedre lægeligt. Men der skete ikke mere, måske fordi der kom en ny sagsbehandler, som bad om nye skøn fra lægerne. Endnu et tilbagefald Når man gennemlæser Jettes Thorenfeldts sagsforløb, kan man se arbejdsmarkedspolitikken afspejlet. Eksempelvis blev Jettes og hendes samlever omfattet af reglerne om gensidig forsørgelsespligt, og hun fik derfor omkring 5.000 kroner udbetalt i kontanthjælp om måneden. Og som følge af kontanthjælpsreglerne blev hun, selv om hun var sygemeldt, først kategoriseret som match 3, og efter kontanthjælpsreformen i 2013 som »aktivitetsparat«, fordi hun ikke havde udsigt til at komme i arbejde. Allerede en statusattest fra hospitalet i december 2011 beskrev, at Jette Thorenfeldts kræft havde spredt sig til begge lunger. Hun havde bivirkninger i form af kroniske smerter og kronisk træthed, og hun var i behandling med stærk smertestillende medicin. Hospitalslægen mente, at hun kun kunne deltage i »beskæftigelsesfremmende foranstaltninger«, hvis det var i begrænset tid og ikke krævede fysisk aktivitet. Kommunens læge mente dog ikke, at Jette Thorenfeldt kunne deltage i noget. Jette Thorenfeldt blev herefter skannet hver anden måned, var igennem endnu en operation, og i oktober 2012 kom endnu et tilbagefald. Sygehuset skrev endnu en statusattest, men, pointerede kommunen i en senere redegørelse for sagsbehandlingen, selv om hospitalet havde skrevet, at prognosen statistisk set var alvorlig, stod der ikke noget om, at alle behandlingsmuligheder var udtømt. Imens havde Jette Thorenfeldt svært ved at leve for kontanthjælpen og måtte låne penge af sin mor. I løbet af efteråret 2013 stødte massive blodpropper i lunger og halskar til. »Palliativ og livsforlængende behandling«, kaldte kommunallægen senere denne fase. Da det blev jul, var døtrene sikre på, at det ville blive moderens sidste. Hun talte om, at hun ikke ville dø på hospitalet. I april 2014 fandt lægerne ydeligere spredning til lymfeknuderne på halsen. Jette Thorenfeldt fik kemoterapi og stråler i livsforlængende øjemed. »Patienten er terminal«, som kommunens læge skrev. I samme måned var Jette på jobcenteret, og der skulle indhentes flere lægelige oplysninger. Jette har lungecancer med spredning. Der er ingen mulighed for helbredelse Lægen, descember 2014. Det langstrakte forløb fik i efteråret 2014 Jettes egen læge til at skrive e-mailen til kommunen for at bede om en afklaring. Af akterne kan man se, at sagsbehandleren måneden efter spurgte kommunens læge til Jette Thorenfeldts diagnose. Sagsbehandleren mente stadig, at det var uklart, om lungekræften var uhelbredelig. Kommunen forklarede senere, at det er normal procedure, at kommunens læge skal se sagens akter for at lave en samlet vurdering. Lægen vurderede i december 2014, at »Jette har lungecancer med spredning. Der er ingen mulighed for helbredelse«. Omtrent samtidig modtog Jette Thorenfeldt to standardbreve om indkaldelse til møder på jobcenteret. »Ved samtalen skal vi tale om dine muligheder for ordinær uddannelse/arbejde«. Jette Thorenfeldt dukkede op til et møde 15. december 2014. Hun var vred, og, som kommunen formulerede det, »forløb kommunikationen mellem Jette og sagsbehandler ikke efter planen«. Hun fik en ny sagsbehandler – nummer fem i rækken – som i begyndelsen af i år indstillede hende til førtidspension. Men i april var pensionen stadig ikke gået igennem, og datteren Marianne Christiansen skrev til kommunen for at rykke for svar: »Dette er en bøn«, lød brevet. Afgørelsen om pension kom endelig 28. april i år, men Jette Thorenfeldt nåede ikke at få glæde af den. Hun døde 10. maj. Førtidspension i terminal fase Heidi Thorenfeldt Nielsen klagede til Høje-Taastrup Kommune efter moderens død og, da svaret lod vente på sig, også til ombudsmanden. Han ville ikke gå ind i en verserende sag, men henviser til en afgørelse fra Ankestyrelsen, som slår fast, at boet efter en afdød ikke kan klage over tidspunktet for førtidspension. »Men for os drejer det sig ikke om penge. Det drejer sig om, at det her ikke skal ske igen«, siger Heidi Thorenfeldt Nielsen. Ved kommunen bad borgmester Michael Ziegler(K) forvaltningen og kommunallægen gennemgå sagen. Jobcenteret fremhæver, hvordan det gentagne gange ikke blev fastslået, at alle behandlingsmuligheder var udtømte. Mens lægen skriver, at arbejdsevnen hos en patient som Jette Thorenfeldt »vedvarende« vil være nedsat»grænsende til det ubetydelige«. Og at behandlingen var »palliativ og livsforlængende« siden efteråret 2013, og at hun var terminal siden foråret 2014. Borgmesterens samlede konklusion er, at det ikke er »fejlagtig sagsbehandling«, men han vil alligevel stramme op, fordi det er »helt og aldeles utilfredsstillende«, at Jette Thorenfeldt til sidst skulle vente så længe på sin pension. Han skriver også, at han mener, at hun var syg nok til at få førtidspension i foråret 2014, altså i den sidste terminale fase, et lille år før hun døde. Eller hvad med denne sag: En cancersyg i Haderslev blev indstillet til afslag på førtidspension. sagen blev anket. I sagsforløbet døde pgl., men det glemte man at fortælle Ankestyrelsen, så Ankestyrelsen gav også afslag på førtidspension næsten 1 md. efter, at hun var død. phhmw. Ingen kan frasige sig et medansvar for udviklingen i Danmark. Husk det, næste gang, du står i stemmeboksen Vrede hilsner