Citat:
Oprindeligt indsendt af Adam SR
Sejt — det er godt at se at du kæmper med at komme tilbage 
Det korte svar, der er rigtigt meget der spiller ind, det afhænger blandt af om du trives med militærets og dets jargon — det kan til tider være ganske kontant også hvis man er lagermedarbejder!
Jeg kan godt forstå, at du synes det kunne være interessant, du føler dig draget af dette særligt når du ikke har prøvet det før.
Om ikke andet kan du undersøge om det lade sig gøre, eksempelvis lager, køkken og chauffør etc., dog er det min erfaring, at militæret ikke er et sted man viser svaghed på nogen som helst måde, derfor synes jeg at du skal overveje dette meget nøje om det er noget for dig.
Dermed ikke sagt, at du ikke skal prøve at se om det er noget for dig det kan også være at du møder søde og omsorgsfulde medarbejdere.
Adam  |
Jeg har lige fået at vide, at det er en kasserne som i forvejen har haft psykisk syge førtidspensionister i skånejob/praktik og hvor personalet er uddannet i at håndtere psykisk skrøbelige.
Jeg synes det er fedt, at selv militæret kan håndtere nogen der er lidt anderledes tænkende. Har fået at vide, at man arbejder civilt på kassernen, og derfor kun har arbejdstøj på der hvor det er nødvendigt (f.eks. i et køkken).
Jeg har altid raset over værnepligt og militæret generelt. Men med lidt modenhed som 24-årig føler jeg mig lidt mere patriotisk. Dog vil jeg være ærlig og sige, at det vigtigste for mig er, at jeg gør det frivilligt og ikke under tvang, hverken som følge af lovgivning eller af økonomiske årsager. Sagt lige ud, så tåler jeg ikke at der bliver stillet krav til mig. Det gør jeg vitterligt ikke, og det er med garanti min psykiske sygdom der gør det. Men hvis jeg efterlades på et sidespor og der ikke stilles krav til mig, så er min erfaring, at jeg selv ønsker at påtage mig et medansvar i samfundet og bliver langt mere motiveret for at gøre en ekstra indsats.
Jeg har været i praktik i et køkken, og der gik det rigtig godt, bortset fra uoverskuelige mængder kartofler jeg skulle skrælle. Men jeg syntes selv jeg gjorde mere og mere og holdt færre og færre pauser efterhånden som jeg fik mere ros og anerkendelse. Det er vel min løn.