Se enkelt indlæg
Gammel 03-11-2019, 09:11   #140
phhmw
Moderator
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 11.675
Styrke: 33
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
Shhh, kommunen lytter med.

Læserbrev af Linda Villadsen i Politiken 2 November 2016

Shhh, kommunen lytter med, men du har det ikke fra mig...

I Danmark behøver vi næppe et hemmeligt politi. Vi har nemlig kommunens kontrolenhed, der både forfølger og overvåger folk.

Kontrolsamfund

»Du burde skille dig af med dine dyr og sælge dine luksusting, så behøvede du ikke nasse på folk på Facebook«.

Kvinden, der havde modtaget beskeden i sin postkasse på hjemadressen, vidste ikke, hvem sedlen var fra. Hun lever et helt almindeligt og beskedent liv. Pengene på overførselsindkomst er små. Hun står langtfra alene med sin oplevelse.

27 ÅR TIDLIGERE lignede denne novembermorgen enhver anden morgen i efterskolens spisesal. Nogle havde været lidt tidligere oppe for at fodre hestene og stank til andres fortrydelse af stald. Nogle var morgenfriske, og andre havde i hast og stadig med søvn i øjnene bevæget sig op til spisesalen. Det var ikke enhver anden morgen. Forstanderen havde en vigtig meddelelse.

En historisk begivenhed.

Stemningen var alvorstung, man kunne høre en knappenål falde i en ellers summende spisesal. Muren var faldet. Østtyskerne havde nu retten til at rejse og tale frit. Ingen grænser, ingen Stasi. Ingen stikkere og vægge, der også havde ører. Det har været mig til stor glæde og gavn, at jeg må tale frit og rejse frit. Min og andres frie ret bliver dog stadig mindre.

ERIK SCHMIDT – en kollega i en kommune langt fra min egen, fik en tjenstelig samtale efter at have brugt sin frie ret til at ytre sig. Efterfølgende valgte han at indgive sin opsigelse. Andre grupper af offentligt ansatte oplever også, at den frie ret til at ytre sig kritisk har vanskelige kår. På papiret kan vi tale frit, men væggene har ører, og alle ved, at de sætter røven i klaskehøjde, hvis de deltager i den offentlige debat.

Læger, pædagoger, lærere, socialrådgivere, sygeplejersker. I hver eneste faggruppe er der mennesker som ved, at der er ’something rotten in the state of Denmark’, men det rådne bliver udtrykt i små lukkede rum, for alle ved også, at væggene har ører. Det har sagen om Erik Schmidt vist os.

I de små lukkede rum må du endelig ikke sige det videre til nogen. Shhhhhhhh. Du må endelig ikke sige, at jeg har sagt noget, for de sidder altså på kommunen og læser med. Det er virkelighed. Både for offentligt ansatte og for de borgere, der er på integrationsydelse, kontanthjælp eller i fleks og ressourseforløb.

De kan ikke tale frit uden omkostninger for sig selv og deres nærmeste.

Kommunernes kontrolenheder, der blot skulle kortlægge socialt bedrageri, er blevet så effektiv og nidkær en forretning, at jeg møder borgere, der ikke tør gå til en lovligt anmeldt demonstration. De tør ikke dele den lovligt anmeldte demonstration, hverken på deres egen facebookside eller andre steder på de sociale medier.

Shhhhhhhh ... kommunen læser med, og det kan måske skade min sag. Dig derovre, jeg har set, at du deltager, pas på! Måske læser kommunen også med hos dig.

Mennesker på overførselsindkomst tør alt for ofte ikke at tage imod eller tilbyde andre mennesker deres hjælp. De tør ikke lægge et billede op på de sociale medier, der viser en dejlig dag i haven. De tør ikke medvirke i artikler eller skrive et debatindlæg. Tal ikke med journalisten, de bruger dig og smider dig på møddingen, når de har tygget dig færdig og givet dig øgenavne som ’Fattigkarina’ og ’Dovne Robert’. Mennesker på overførsel føler sig ikke bare forfulgte og overvågede. De er forfulgte og overvågede. Bider du skammen i dig og deltager i den offentlige debat, bliver du mødt med beskeden: ’Hold kæft med dit brok, og gå ud og få dig et arbejde’. Deltager du i en demonstration, er du i farezonen for, at kommunen fejer lægeerklæringer til side, for kan du demonstrere, kan du også arbejde. Du bliver mødt med had og mistro i debatten, i din indbakke, i din postkasse, i E-boksen.

Din sagsbehandler ringer dig op. Ingen steder kan du være i fred. Din nabo kan være din værste fjende og være blandt dem, der overvåger og sender en anonym anmeldelse. Har du en have, kan du ikke frit benytte den. Du skal passe på, hvis du er ude og handle. Den, der står bag dig, holder øje med din indkøbskurv.

Søger du om madvarer eller en varm flyverdragt i en hjælpegruppe, kan du i næste øjeblik blive indkaldt til møde med kommunen for omsorgssvigt af dit barn. Først tager vi dine penge, og derefter anmelder vi dig for at være fattig.

I Danmark behøver vi ikke et hemmeligt politi. Vi har kommunens kontrolenhed. Vi har nidkære borgere, der i selvfedhedens og smålighedens navn gerne anmelder i en god sags tjeneste. Men shhh. Sig det ikke til nogen. Det kommer ikke fra mig. Jeg ved ikke noget. Og husk, væggene har også ører.


https://politiken.dk/debat/debatindl...IUbzMk6mXFO2ng

Angiv din nabo:

https://www.k10.dk/showthread.php?t=25393

Hilsen Peter
phhmw er logget ind nu   Besvar med citat