[Enteneller]

Hej Bodil,

Tak for dit svar på min tråd. Det kan jo være svært at forstå. når man ikke har haft den familie jeg har haft. Men jeg føler at du forstår og så alligevel ikke.

Siden jeg flyttede hjemmefra for 20 år siden har jeg følt mig "udenfor". Jeg var 1 år i U.S.A som Au pair som 19 årig og da jeg kom hjem kunne jeg ikke trække vejret på Lolland. Jeg havde ellers forsvoret at aldrig skulle til Kbh., men det endte det så med og det var fedt.

Jeg havde igennem årene forinden "opdaget" at mine venner og veninder fik kys og kram af deres forældre, det havde jeg aldrig oplevet, så jeg tænkte bare "nå", men syntes at det var rart når jeg også fik krammere af mine venner og veninder og deres forældre for den sags skyld. !!? Det var meget nyt for mig, men hold da op en nærhed, som jeg aldrig havde oplevet, men sådan var det jo bare, som Freud siger så har vi alle haft en god barndom, vi har jo ikke oplevet andre !!

Da jeg så selv fik kæreste (den første eneste, faren til mine 2 børn, og min nuværende eksmand som jeg Aldrig skal være sammen med igen). Så lukkede de ligesom af, mere eller mindre. Det var i 1990, 6 år efter fik jeg mit først barn min skønne søn på 12 år. og 2 år efter min datter på 10. Jeg blev super stresset af de små børn, men de er det bedste man kan ønske sig og jeg syntes jo dengang og nu at de er smukkere end det smukkeste her på jorden.

Min mor, far og bror kunne bare ikke helt kapere det. Selv ikke da jeg var gravid første gang. Jeg husker at vi skulle til min morfars begravelse da jeg var 6 måneder henne med min søn og min mor havde intet fortalt om min graviditet til min familie!!! ??? Min mormor, som lever den dag i dag, sagde, "når men jeg syntes også at du havde lagt dig lidt ud". Min søn vejede 4100 gram, så jeg var rimeligt stor allerede i 6 måned. Hvorfor fanden havde min mor ikke fortalt noget ?????

Jeg tænkte bare, hmm. tjaa.. og.. ?? Da jeg så var blevet scannet, viste jeg selvfølgelig billeder derhjemme, men de var i også for sig lige glade så jeg endte med at råbe af mine forældre at nu måtte de sgu lige chekce hvad der foregik !!! Da min søn så kom til verden, var mine forældre og bror inde på rigshospitalet og se han, en stor lækker og flot dreng på 4110 gram, 54 cm. Min mor var stolt da hun sad med ham. Hun havde lige fået konstateret nogle knuder, vidstnok ond artet, jeg fattede ikke så meget, de sagde ikke at det var kræft.

Et par år forinden havde jeg været indlagt med en kraftig blærebetændelse, og de var lige inde på bispebjerg og kigge til mig, som min far spurgte "har du nogle smerter" jamen så var det det, så tog de hjem igen.

Vi har ikke haft megen kontakt med mine forældre og de ikke meget med mine børn, selvfølgelig er vi flyttet langt fra hvor de bor, men jeg oplevede ofte at når jeg tog hjem, jamen så var jeg ikke velkommen, min mor fattede ikke at min søn ind i mellem sked grønt da han var baby, som de jo gør når man ammer og har æggeløsning, hun troede at han havde dårlig mave, så jeg blev mere eller mindre hjemme i Kbh.

2 år før min mor døde, gik hun til strålebehandlinger på rigshospitalet, og så kunne jeg jo besøge hende der, så det var fint nok, men en gang oplevede jeg at hun tog hjem med bussen inden jeg komme med min søn i barnevogn, jeg blev sindssygt skuffet og ked af det. Hun sagde bare at hun var nødt til at tage hjem, og det var hun måske. ???

Ja så jeg fatter jo ikke så meget, min mor døde for 10 år siden, jeg nåede ikke ned på hospitalet, skulle lige dit og dat. Min bror og far skulle bare ikke sidde ved hende da hun døde og jeg tænkte, hvad har de gang i ?? Hun har da brug for dem, fatter de ikke det ?? . !!! Jeg så hende da hun var død, desværre nåede jeg ikke ned til hende på hospitalet, for jeg tænkte at det havde jeg jo allerede planlagt til dagen efter, hold kæft hvor er man rationel !!. Nå men jeg kom derned dagen efter, min bror skulle så på arbejde (dagen før at hun skulle begraves). !! Jeg så hende død, tjaa men jeg følte at hun havde fået fred, så jeg føler mig jo rigtigt stærk.

Så jeg tænker bare har man brug for sin biologiske far og mor for den sags skyld?. Jeg græd ikke til min mors begravelse, for jeg tror sgu at jeg var den eneste, der forstod hende og så er det vel bare det ?. Jeg har følt en uovertruffen forståelse med min mor som var depressiv og drak, gik ture med mig, og ikke sagde ret meget, og jeg savner hende jo nok, og selvom. jeg siger at jeg ikke er blevet elsket, jamen så har hun squ nok elsket mig, så jeg må vente på himlen til at møde hende. Men jeg fatter stadig ikke at de behandlede mig som de gjorde !!

Nu gider jeg ikke skrive mere, kom med kommentar, og jeg vil besvarer så godt jeg kan, jeg håber at der er andre der haft en ligeså følelelseskold familie som jeg !!

Mvh EE.