[AnnetteH]

Connie, vi er slet ikke uenig. Jeg er også rystet over at ens livskvalitet og fritid skal være ikke eksiterne, før man måske bliver hørt.

Jeg fik den så sandeligt også selv smidt i hovedet, da min sag kørt og jeg gik også ned med flaget over det.

Der er som jeg ser det stor forskel på hvad det er vi kræve, at sagsbehandlerne skal kunne skelne mellem omkring fritid og arbejde.

En rask person beholder jo heller ikke sit job på sigt, hvis han/hun gang på gang dyrker sin fritidsinteresse så intens at vedkommende ikke kan passe sit job.

Det vi som syge skal huske på er at vi altså også må sætte sådan en grænse, og at "vores" arbejdsgiver (læs kommunen) måske ikke har samme mening som vi har, nøjagtigt som vores ægtefællers arbejdsgiver måske ikke har samme grænser som vores ægtefæller.

Vi har måske en lille tendents til at opføre os lidt som forkælet unger der bare skal have i både pose og sæk og der ud over er der ingen som skal bestemme over vores liv. Dette er forståligt nok, da vi jo som syg er blevet frataget en hel del, hele vores liv skal ligges om og vi skal lære at takle vores sygdom og få en hverdag til at hænge sammen, samtidige med at vi skal tage en kamp med kommunen. Som vi jo alle ved så skal man være stærk for at være syg.

Set i bakspejlet kan jeg kun sige at vi skal kæmpe for vores ret, men vi må også lære at være ydmyg og taknemlig for at der findes et system som forsøger at hjælpe os. At systemet så er alt for dårlig sat sammen, det ved jeg jo at du kender alt for godt.

AnnetteH