Jeg er simpelthen så vred, og må bare dele en meget ubehagelig oplevelse med en kommunal ansat.
Først lidt baggrundsviden: Jeg er fleksjobber uden arbejde og har for nylig fået konstateret svær slidgigt i begge knæ og moderat slidgigt i begge hofter. Jeg bor ude på landet, og er afhængig af skolebusser og rutebiler, for at komme ud at handle og ind til byen.
Nu er min slidgigt så slem, at jeg har mere end svært ved at komme op og ned af rutebilerne. Min gangdistance er max 100 m og jeg aner ikke hvordan jeg skal klare bare det at få handlet, i nær fremtid. For slet ikke tale om når jeg skal i gang med en ny afklaring indenfor de næste 6 mdr.
I går var jeg så heldig at få kørelejlighed, da jeg var indkaldt til at møde med min jobkonsulent. Hun vidste naturligvis intet om hjælpemidler, men efter mødet tog jeg chancen, og tøffede hen til myndighedsafd. Min sagsbehandler der, havde tilfældigvis tid til at tale med mig, og var rigtig sød og hjælpsom. Hun synes jeg i første omgang skulle søge om handicapkørsel.
Hun vidste så bare ikke ret meget om reglerne, så hun fulgte mig hen til en anden medarbejder. Efter lidt snakken frem og tilbage om mine problemer, spurgte denne dame mig om, hvorfor jeg ikke bare tog bussen. Forklarede at det var det der var problemet, at jeg ikke længere kunne dette.
Jamen jeg kunne bare benytte mig at flextaxa ordningen. Nej det kan jeg heller ikke, for vores kommune er en af de dyre, hvad det angår, og en tur til byen ville koste mig mere end 250,- hver vej, så det har jeg simpelthen ikke råd til.
Så siger den "rare" dame til mig: "Jamen så må du jo gå eller hoppe på tungen!"
Det var som at få en spand iskoldt vand i hovedet, og det eneste jeg kunne gøre, var at mumle "Tak for ingenting!" dreje rundt på hælen, og humpe ud så hurtigt mine smertende knæ og stok kunne bære mig.
Aldrig mit liv har jeg følt mig så lille og ydmyget
Jeg beklager den lange smøre, men jeg trængte sådan til at få det ned på skrift, og få det ud af systemet...