Hej Bea
Ja jeg keder kun alt for godt det det du skriver, facaden der krakeler når man bliver mødt sådan - heldigvis gør min det først bagefter når jeg kommer hjem. Og heldigvis har jeg et rigtig godt bagland. Det vigtigste for mig, har været den støtte og forståelse jeg har hos min familie og venner. Desværre har jeg også mistet nogle venner - da jeg blev syg som 19årig, og de ikke lige forstod hvorfor jeg ikke kunne tage i byen torsdag-fredag-lørdag hver uge, men det har jeg lært at leve med, for så var det jo ikke mine rigtige venner.
Dengang jeg af kommunen blev krævet at der skulle ske noget, da mine sygedagpenge ikke kunne fortsætte. Fik jeg valget af min læge på Rigshospitalet: pension eller fleksjob? Jeg valgte fleksjob - min drøm har altid været, at være ligesom alle mine veninder, have et job og tjene gode penge. Og det liggger i baghovedet: har man bare et job, kan man klare det hele - og ikke blive stillet det dumme spørgsmål: og hvad laver du så? Som om alt afhænger af, om man har et job når man møder nye mennesker.
Men vi mennesker har det jo nogle gange også sådan, at det vi ikke har vil vi gerne have, og det vi har ønsker vi ikke. Måske skulle vi bare lære og livet mens vi har det. Vi ved jo aldrig hvad fremtiden bringer
