|
Efterhånden som jeg har været i coachingforløbet, skrevet herinde og talt med psykiateren begunder jeg faktisk at tro, at jeg er dårlig nok til at få en førtidspension. Det ved jeg ikke helt om jeg skal grine eller græde over... Men fred og ro er der ihvertfald behov for.
Der har faktisk ikke været noget på tale om øvrig terapi... Da jeg påbegyndte behandlingsforløbet for spiseforstyrrelse var der tale om, at jeg efterfølgende kunne komme i gruppeterapi, men efter det individuelle forløb vurderede behandleren at jeg ikke havde behov for det - og det havde jeg heller ikke.
Naturligvis kan jeg fortsat udvikle mig og arbejde aktivt med de ting der hæmmer mig; men jeg har fået så meget terapi, at jeg egentlig automatisk justerer og forbedre mine tanke- og handlemønstre. Jeg føler ikke behov for decideret terapi. Jeg tror dog, at fortsat coaching ville være en god idé. Måske ikke ligefrem ugentligt, men fra tid til anden.
Og så er det simpelthen guld værd, at jeg har fået den sidste diagnose og er kommet på den rette medicin. Det har allerede gjort mit liv SÅ meget lettere.
Jeg vil ringe og tale med socialrådgiveren fra Springbræt på mandag. Håber vi kan komme til sagsbehandleren i løbet af ugen. Men det sker jo nok ikke.
|