Min sag er sendt til indstilling nu og jeg mærker allerede meget, hvor svær en situation det er. Hvis ikke pensionen går igennem nu, skal jeg en lille tur på Reva (og det gør jeg gerne, så sker der da lidt
), og så prøver vi igen, siger min SB. Der er ingen håb for mig på arbejdsmarkedet, og min SB er faktisk rigtig sød og flink. Der er ingen tvivl om, at jeg kommer på fp, det er kun et spørgsmål om tid. Jeg har en fysisk sygdom, som er meget smertefuld.
Her efter jul er alle vendt tilbage til arbejde, skole og uddannelser, og jeg går her og glor ind i væggen... og der er ikke udsigt til noget som helst. Synes ellers at jeg har klaret det fint indtil nu, men jeg skal love for at jeg er blevet indhentet af de sidste 9-10 måneder. Og så tænker jeg igen - jamen, herregud da, hvad med alle jer, som har været sygemeldte og i systemet i årevis? Jeg har virkelig stor respekt for jer!!!
Jeg har et stort arbejde foran mig med at få skabt nyt indhold i mit liv. Og ja, jeg har rigtigt svært lige nu - ikke en depression, men klart en krise. Jeg har mange smerter og har svært ved at se, hvad søren livet skal bestå af. Der er kun plads så ganske lidt aktivitet. Jeg har fået en henvisning til en psykolog hvor jeg har første samtale 31/1 - jeg får tilskud på "opstået invaliderende sygdom".
Når alt det er sagt, så ved jeg at jeg kommer igennem, og får et godt liv på de vilkår, jeg har nu. Lige nu er det bare rigtigt rigtigt hårdt, men det er en reaktion og den skal tages alvorligt, have plads og tid. Min læge sagde, at det er et antiklimaks, ligesom at have været i en rutschebane og så stå af - man er både lettet og rystet på en gang og skal lige finde balancen igen.
Jeg har allerede taget lidt hul på det nye liv. Har sagt ja til at være kasserer i en forening, og det er virkelig sundt at SKULLE tage sig sammen, bare ganske kort, og gøre noget som er til gavn for andre, i de ganske få timer jeg nu kan holde til det. Om det bliver betalt eller ej, er ikke vigtigt for mig, det er mere det, at andre er afhængige af mig og min indsats (som jeg så skal kunne yde meget fleksibelt), så det IKKE ER LIGEMEGET om jeg gør det eller ej.
Det er et menneskeligt behov at yde for andre. Og i den situation vi nu står i, så skal vi selv ud og finde de steder, hvor vi kan komme til at yde for andre. Det er ikke nemt efter et langt liv, hvor arbejdet, familien og samfundet har dikteret hvordan vi skal leve vores liv. Men det kan lade sig gøre. Og det er godt at få lidt assistance til det.