Citat:
Oprindeligt indsendt af socialr
Ville bare ønske arbejdsmarkedet var så rummeligt at man ikke fik de nederlag, LUM. Så en mentor-ordning var en introduktion til at klare det på egen hånd ligesom når andre skal læres op. Klart nok, er der også noget tabu der skal bekæmpes her.
Det er overordentligt interessant at læse og reflektere over jeres historier.
At arbejde faktisk kan udløse psykisk sygdom er en interessant vinkel.
Thomas1981, jeg kan godt se pointen omkring arbejdsidentitet eller manglen på samme.Men er det virkelig svaret, at ekskludere disse unge ved at tildele en ydelse der sætter dem udenfor arbejdsfællesskabet permanent? Hvis et overvejende antal af jer herinde mener, at ftp er en god løsning, så lyder det jo som om at målgruppen (eller dem der er i berøring hermed) slet ikke er blevet hørt inden politikken blev søsat?
Og ja Mella - -det er klart ikke en homogen gruppe, men jeg bruger betegnelsen fordi AKF-rapporten "veje til førtidspension" fra juni 2008 laver en 4-deling af borgertyper hvor den mest stigende i antal og hvor følelsen hos sagsbehandleren af at den gruppe "fylder" mest, så er kategoriseret som "unge med psykiske lidelser"
|
Det kommer an på om den unge selv er af den opfattelse. For en der ikke ønsker at komme på FTP. Ja så er det jo naturligvis forfærdeligt.
Hvis vi siger at ung er under de 40, som blev grænsen, så tæller jeg med i gruppen stadigvæk.
Og jeg føler mig bestemt ikke ekskluderet. Jeg har fået en gave, i form af ro. Samt at der blev sat en stopper for at mine psykiske problemer, ikke forværres unødigt.
At det skulle være synd, det er ord der bliver lagt i munden på mig, fra de raske, medierne og politikerne. Der oprigtigt nok mener det, men som skulle prøve 1 uge i mine sko. Så ville piben sikkert få en anden lyd, at det ville være synd, at der bliver ved med at blive stillet krav. Og at jeg skulle trækkes igennem 8-10 år mere på ressoruceforløb, inden jeg kunne få FTP.
Så ville min ungdom være spildt på en nytteløs gerning.
Fællesskabet er meget mere end at have et arbejde. Da jeg var i arbejde, var jeg en mindre del af fællesskabet, end jeg nogen dag har været uden. Fordi jeg brugte mere psykisk energi end jeg havde.
At besøge sine forældre af pligtfølelse, og ikke af lyst. At sidde og kigge på klokken hjemme hos dem, en søndag aften. Og kun tænke på at komme hjem, for at være alene. Inden mandagen bankede på.
For så ikke at kunne gå i seng om aftenen. Fordi jeg havde haft for lidt alenetid. Aften bliver til nat, ingen søvn, og så bliver det til en sygemelding om mandagen.
Som let kunne bliver til resten af ugen, på grund af dårlig samvittighed over "mandags syge". Som jeg havde rigtig meget af, fordi det sociale jo ofte foregår i weekenden.
Men idag er det lysten der driver værket, når jeg er sammen med nogen. Og det er fantastisk! Om end det så ikke er ret tit jeg kan det. Men de vilkår lever jeg fint med.
Nu ved jeg godt du mener, fællesskabet. Og kunne jeg bidrage med en genial ide, DK kunne tjene penge på. Så ville jeg være lykkelig.
Men jeg kan ikke bidrage og være en del af det arbejdende fællesskab. Og heldigvis så var det i mit tilfælde også noget, læger osv. + kommunen kunne se.
Der er bare det ved det, at slynge det i hovedet på det arbejdende DK, som tjener mine penge til mig, det vil ikke være populært, og også grimt at sige.
Men det er lidt som om, at det bliver forventet, at alle dem på FTP hænger med skuffen, og er ulykkelige. Eller at de er opgivet. Men jeg skal ikke nyde noget af, at stå frem og sige at jeg er lykkelig over at være blevet førtidspensionist. Og kunne starte det liv, som jeg set i bakspejlet burde have begyndt da jeg var helt ung. Men jeg vidste ikke jeg var syg dengang, og FTP kan ikke ligefrem trækkes i en automat.
Typer som J. B. Olsen ville blive rasende, og man skal passe på ikke at få vendt den vrede, mod andre i samme båd. Fundamentet er allerede løst under os på overførselsindkomst, som det er idag.
Jeg kan bedst beskrive det, som at det er en slags Racisme, fra den mand og hans vælgere. Man finder et par brådne kar, for snyd foregår i alle lag af samfundet, og bruger dem til at stigmatisere resten.
Lige så vel som jeg let kan stemple alle dem med de helt store indkomster. Som nogen der bare flytter deres penge ud af landet. For at slippe for at bidrage økonomisk til fællesskabet. Fordi de aflevere mere end de får retur.
Så er vi lige vidt, og gået lige skævt af hinanden.
Når det er sagt, så er jeg glad for de ting jeg har prøvet. For det har gjort mig helt sikker på, at det her er det rigtige, og er et godt liv for mig. Med de vilkår jeg nu engang har psykisk.
Og jeg er evigt taknemmelig for dem derude, der fungerer og har det godt i fællesskabet. Det er deres skyld at jeg har fået livet tilbage
