http://www.information.dk/protokol/488868
Går man f.eks. ind på Odense Kommunes hjemmeside for at anmelde socialt bedrageri, får man følgende besked: »Du anmelder nu en borger eller virksomhed til kommunen. Du vælger, om du vil være anonym. Så kan du blot undlade at skrive dit navn og adresse.« Og Københavns Kommune fortæller, hvordan man anmelder anonymt på mail: »Hvis du sender os en mail, skal du sikre dig at den sendes fra en anonym mailadresse, hvor dit navn ikke fremgår.« Sådan gør man det.
På vildspor
Samtidig lægger kommunerne vægt på at få så detaljerede oplysninger som muligt.
Når man anmelder socialt bedrageri på Aarhus Kommunes hjemmeside får man et spørgeskema, som bl.a. indeholder følgende spørgsmål:
»Hvor ofte er modparten hos ydelsesmodtageren?«, »Har modparten ting til at være i ydelsesmodtagerens hjem?« og »Hvad er bilens registreringsnummer?«
Men hvordan forestiller man sig, at borgeren skal få svar på disse spørgsmål?
Skal man tage notater, hver gang naboens eks-mand er på besøg? Skal man tælle tandbørsterne på naboens badeværelse? Og ville det måske være en god idé at filme over hækken bare for en sikkerheds skyld? Det er ikke i orden snyde, men spørgsmålet er, hvor langt bør myndighederne skal gå i bestræbelserne på at afsløre bedragerne. Der findes ikke enkle svar, men man skal i det mindste være klar over, at man nemt kommer på vildspor i jagten på den økonomiske gevinst.
https://twitter.com/plauritsen
Hilsen Peter
