Citat:
Oprindeligt indsendt af undertegnede
Jeg må indrømme at jeg er helt uenig.
|
Det er du i din gode ret til at være.
Samtidig er jeg helt med på, at: det bedste argument vinder diskussionen.
Det fordre selvf. implicit, at der er enighed om, hvad der diskuteres ...
Citat:
|
Det kan aldrig blive sagsbehandlerens opgave at foretage de lægefaglige vurderinger, da vedkommende ikke er faglig kompetent til det.
|
Fakta er vel, at i en afgørelsessag er det sagsbehandleren, der har det endelige ansvar ?
For så vidt der indgår lægefaglige oplysninger i en afgørelsessag, så er det vel "lægekonsulenten", der
de facto "fører pennen" i forhold til disse ?
Og de fleste der optræder i kommunerne som: "lægekonsulenter" er vel: cand. med'er ?
Som cand. med. må man vel forventes at have et vist - omend ikke nødvendigvis på specialeniveau - indblik i det lægefaglige område, herunder må antages at have de nødvendige arbejdsredskaber tll på et vist niveau at sætte sig ind i ny lægefaglig viden ?
Samtidig er det vel sådan, at hverken sagsbehandleren eller "lægekonsulenten" har bemyndigelse til at påtage sig det behandlingsmæssige ansvar og afledt heraf vel heller ikke har bemyndigelse til at afgøre borgerens behandlingsmæssige status ?
Umiddelbart kan jeg godt forestille mig de situationer, hvor sagsbehandleren i sin sagsbehandling, henholdsvis afgørelser af forskellige sagstyper henviser til "lægekonsulentens" "vurdering" ... fx: "lægekonsulenten" har "vurderet": at behandlingsmulighederne ikke er udtømte, at borgeren skal "raskmeldes" osv ... du og publikum er sikkert bekendt med en god mængde af disse såkaldte begrundelser, der jævnlig ses anvendt
i praksis som afsæt for at en borger ikke kan komme i betragtning til en bestemt ydelse.
Citat:
|
Man kan ikke have et system hvor man på den ene side siger, at sagsbehandleren ikke må "finde på" psykiske diagnoser og dermed stille krav om behandling med "lykkepiller", men samtidig sige, at sagsbehandleren derimod gerne må sige at de ordinerede "lykkepiller" ikke er lægefaglig adækvat behandling og derfor se bort fra at borgeren ikke følger den ordinerede behandling - selvom dette er et krav ifølge dagpengeloven.
|
Man skal her gøre sig klart, hvem der har
behandlingsansvaret ift. borgeren og dermed retten til at anvise en adækvat behandling.
Manglende konsensus to eller flere lægefaglige kollegaer imellem om den rette adækvate behandling af en borger er næppe tilstrækkelig indikation for uden aftale at overtage behandlingsansvaret for en given patient - og bør normalt heller ikke udarte sig til andet end et internt lægefagligt anliggende.
Det behøver man formodentlig ikke at være lægefagligt uddannet for at kunne gennemskue ?
Citat:
|
Det der skal sættes fokus på er derimod at - visse kommuners - sagsbehandlere (og lægekonsulenter) skal blive bedre til at læse de lægelige akter uafhængigt af kommunale økonomiske interesser. Samtidig skal de læger som udarbejder erklæringer/svar/attester osv. til kommunen "spidse pennen", sådan at det de skriver bliver kort og præcist, og dermed mindsker risikoen for "kreativ fortolkning".
|
Det lyder som en smuk hensigtserklæring ... men hvordan komme vi
i praksis derhen ?
Det er her vigtig at erkende, at vand naturmæssigt flyder imod laveste liggende tyngdepunkt, så med mindre der lægges hindringer i vejen herfor, så vil det naturligt havne der.