Citat:
Oprindeligt indsendt af TimeGuest
Ad adækvat: her kunne det godt vække bekymring om, hvorvidt den ansvarlige sagsførende sagsbehandler fuldt ud evner at udfolde begrebet: adækvat i en lægefaglig kontekst, herunder forstå nuancerne, ligesom det ville kunne bekymre, i hvilket omfang samme vil kunne afgrænse det behandlingsmæssige ansvarsområde.
I sagens kontekst, hvor omdrejningspunktet åbenbart er en såkaldt behandling med et: SSRI-præparat, skylder man borgeren at sætte sig ind i eller foranledige, at ansvarspådragende behandlende læge sætter sig grundig ind i den forskning, der findes på området, herunder den dokumenterede virkning og bivirkning, inden behandler tager ansvar for at anbefale behandling med et SSRI-præparat.
Samtidig bør man fra kravstillers side venligst sætte sig ind i eller lade sig belære om de diagnostiske klassifikationskriterier samt Sundhedssturelsens rekommandationer og godkendelser i relation til farmakoterapeutisk behandling af klassificerede sygdomme, ligesom regler vedr. patienters retsstilling, informeret samtykke, herunder i forhold til eksperimentel behandling mv. skal indgå i sagen.
Men alligevel har lavere instanser, herunder den borgernære haft en anden opfattelse, der her næppe kan antages at have fundet sin forankring i særlig adækvat viden på området (ellers ville øverste instans næppe have omstødt afgørelsen).
I forlængelse af ankesagen kan man stille spørgsmål om, hvor lang tid en sådan sagsbehandling generelt tager, og i hvilket omfang en sådan fremmer en usikkerhedsbelastning omkring borgerens forsørgelsesgrundlag på en sådan måde, at borgerens helbredelsesproces forhales.
PS: Begrebet: "depressive træk" er ikke nødvendigvis ækvivalent med en behandlingskrævende, herunder farmakoterapeutisk behandlingskrævende depression diagnostiseret efter ICD-10 diagnostiske kriterier for depressive tilstande.
Lægfolk (herunder administrative medarbejdere uden det nødvendige lægefaglig indblik og/eller uden behandlingsansvar - det sidste er det man ville kunne betegne som: "en gratis omgang") vil muligt læne sig behageligt op af den kerneantagelse, at "depressive træk" altid bør forsøges "behandlet" med antidepressiv medicin.
Idet en såkaldt "uvildig" speciallæge "med uld i mund" udtaler til sagen, at borgeren jo "kan prøve" dit eller dat behandling, så vil man i én eller anden måske knap så nøjeregneden kontekst nemt kunne komme til at tage imod dette signal med åbne arme og nedrullet reflektionsniveau - og så kan en unødig forhaling af sagen og borgerens vej imod bedring muligvis tænkes at kunne blive resultatet i et eller andet omfang - dvs. stik imod et overordnet mål, der netop handler om at borgeren bedres hurtigst mulig.
Men åbenbart: Et er et søkort at forstå, et andet skib at føre ...
|
Jeg må indrømme at jeg er helt uenig. Det kan aldrig blive sagsbehandlerens opgave at foretage de lægefaglige vurderinger, da vedkommende ikke er faglig kompetent til det. Man kan ikke have et system hvor man på den ene side siger, at sagsbehandleren ikke må "finde på" psykiske diagnoser og dermed stille krav om behandling med "lykkepiller", men samtidig sige, at sagsbehandleren derimod gerne må sige at de ordinerede "lykkepiller" ikke er lægefaglig adækvat behandling og derfor se bort fra at borgeren ikke følger den ordinerede behandling - selvom dette er et krav ifølge dagpengeloven.
Det der skal sættes fokus på er derimod at - visse kommuners - sagsbehandlere (og lægekonsulenter) skal blive bedre til at læse de lægelige akter uafhængigt af kommunale økonomiske interesser. Samtidig skal de læger som udarbejder erklæringer/svar/attester osv. til kommunen "spidse pennen", sådan at det de skriver bliver kort og præcist, og dermed mindsker risikoen for "kreativ fortolkning".