|
På opfordring fra min psykiater søgte jeg om FTP i marts 2005. Da jeg havde kontaktet kommunen, kom jeg til en samtale med en yderst behagelig sagsbehandler. Hun lyttede, pressede ikke på og gav mig tid til at forklare mig. Når jeg gik i stå var hun god til at spørge ind til tingene og få mig tilbage på sporet. Efter en uges tid fik jeg så tilsendt en kopi af min ressourceprofil.
Mit andet møde med kommunen var med den samme sagsbehandler og en jobkonsulent. Han var også stille, rolig og helt nede på jorden, og jeg følte ikke på noget tidspunkt, at jeg skulle ”forsvare” mig. Det viste sig da også hen ad vejen, at han ikke rigtig havde nogle idéer til, hvad jeg kunne sættes til.
Jeg fik brev om at min ansøgning skulle behandles i Pensionsnævnet, og at jeg kunne vælge at deltage i mødet, hvis jeg ville. Jeg ringede til sagsbehandleren og spurgte, om hun kunne anbefale, at jeg kom med til mødet, men hun mente, at min sag var ganske klar.
Ca. 14 dage efter ringede hun til mig, og fortalte, at jeg var blevet bevilget FTP fra august 2005.
Så kort sagt: Mit forløb bestod for mit vedkommende af 3 telefonsamtaler og 2 møder. Nu hører det med til historien, at jeg forud for FTP-ansøgningen havde været på diverse jobsøgningskurser og et år i jobtræning. Det har jo nok medvirket til den korte behandlingsfrist. Desuden havde min psykiater skrevet en udtalelse, som med hans egne ord ”ikke kunne misforståes”.
|