[Sunshine80]

Hej på K10

Lidt om mig - Jeg er en kvinde på 36 år, der har været i kommunens system on/off siden jeg var 20 år.

Jeg har utallige forsøg på uddannelse og jobs bag mig, men har ikke kunne klare mere end 3-6 måneder, før jeg har fået det så svært, så jeg ikke kunne fastholde det.
Jeg har derfor været ind og ud af kontanthjælpsystemet mange gange, og jeg har søgt hjælp hos læger, psykologer osv, for at finde en forklaring på hvorfor jeg ikke kunne som andre.

I 2010 modtager jeg en erstatning, der gør jeg bliver frataget min ydelse i en længere periode, fordi jeg skal leve af den - i den periode opsøger jeg en dygtig terapeut, fordi jeg var tæt på et sammenbrud, over at føle mig så ''anderledes''.
Denne terapeut sagde til mig , hun mente jeg har Asperger Syndrom - det undersøgte jeg nærmere, og pludselig var der rigtig meget der gav mening for mig... Jeg betalte mig til en udredning, ved en af landets førende specialister på området, og der var ingen tvivl - jeg har Asperger Syndrom.

Tiden oprandt, hvor jeg igen skulle søge om kontanthjælp - Og så startede der et rent helvede...
Jeg oplevede psykisk terror, mere eller mindre afpresning fra diverse sagsbehandlere.
Ingen troede på min diagnose, og de var totalt ligeglade med den flotte udredning jeg kunne fremvise, for det var jo ikke en de havde bestilt.
Efter lang tids kamp, lykkedes det mig at få igennem, de så måtte sende mig til en ny udredning - og jeg havnede hos en psykiater, der i flere år ikke havde åbnet en lærebog.
En psykiater der var billigst og hurtigst for kommunen - på 30 minutter, afviste han min Asperger diagnose, og stillede mig 4 andre diagnoser... OCD, Skizoid, Borderline og en 4 jeg ikke husker.
Hans plan for mig, var medicinsk behandling, med møde på psykiatrisk afdeling flere gange om ugen...
Jeg var i chok - det samme var min kæreste, familie og veninder... Disse diagnoser passede slet ikke på mig, og jeg gik helt ned... Isolerede mig selv, og ville faktisk ikke livet.

Jeg havde via omveje, fået kendskab til en meget dygtig psykiater, og jeg fik hjælp til at opsøge ham, for at høre om han ville tage mig ind - det ville han, og min kæreste kæmpede med min sagsbehandler, for at få en ny udredning ved denne psykiater.
Efter næsten 1 år gav de sig, og jeg blev udredt ved den dygtige psykiater - hans fjernede totalt de 4 forkerte diagnoser... Og bekræftede min Asperger diagnose.

Så langt, så godt... Kommunen vidste bare ikke hvad de skulle gøre. Det var kaos igennem lang tid, og jeg har oplevet at blive beskyldt for at lyve, gået grædende fra møder, ud igennem et fyldt Borgerservice.
Jeg blev sat i mentorforløb, sendt til mindfulness, træning osv osv, men der var intet der gjorde jeg fik det bedre.

I foråret 2014, fik jeg sat en virksomhedspraktik igang... En ekstern aktør blev sat på min sag, og jeg fik en super god kontaktperson.
Praktikken var meget hård for mig, og jeg endte med en arbejdsevne på under 2 timer om ugen - alle skånehensyn var medtaget, og det var det optimale sted for mig.
Der blev udarbejdet en meget velskrevet og præcis rapport, som det virkede som om kommunen blot ''smed over skulderen''.

I december 2014 kom jeg for rehabiliteringsteamet... Det tog ikke en gang 5 minutter - 5 års ressourceforløb, uden indhold ! Bum !
Ingen redegørelse, ingen plan... Intet... Kun en arbejdsprøvning i slutningen af de 5 år.
Jeg fik hjælp til at klage, og Ankestyrelsen vendte tilbage med en løftet pegefinger, om kommunen i fremtiden skulle blive bedre til at redegøre for ressourceforløb.

Endnu en gang stod jeg så der, og følte det hele var ligegyldigt - at den praktik jeg havde kæmpet mig igennem, og brugt alle mine ressourcer på, var totalt uden betydning.

Jeg fik på baggrund af min klage, som jeg også havde sendt til Borgmesteren, et møde i stand med arbejdsmarkedschefen og en chef mere, jeg ikke kan huske hvor var fra - til mødet måtte jeg ''true'' med at gå til medierne, før der blev sat en, for mig, holdbar aftale op - den gik på, jeg sammen med min koordinerende sagsbehandler, kunne sammensætte ressourceforløbet så det gav mest mening... Og det er faktisk lykkedes.

Jeg har siden starten af 2015, været tilknyttet en dygtig psykolog, der blev tilknyttet for ligesom at ''rette op på'' alle de ting der var sket omkring kommunen, og de symptomer og stress der medfulgte hos mig... Hende var jeg tilknyttet til nytåret 2015/16, hvor jeg blev sluset over i et mentorforløb, med en mentor udefra.
Jeg er enormt glad for min mentor, og er heldigvis fortsat tilknyttet hende.

Jeg har i mit ressourceforløb, også forsøgt mig med en uddannelse på fjernstudie... Min drømmeuddannelse.
Men jeg måtte desværre indse, jeg slet ikke formår at klare det - det var enormt svært for mig at acceptere.

I sommeren 2016 var jeg i endnu en virksomhedspraktik - optimale omgivelser og sted... Utroligt søde mennesker - men jeg kunne ikke klare det, og endnu en gang måtte forløbet stoppes, med en arbejdsevne på under 2 timer om ugen.

Min læge fik mistanke om jeg har Post Traumatisk Stress... Hvilket jeg havde det svært ved - en for mig, ret alvorlig diagnose at have.
Men hun sendte mig videre til en dygtig psykiater, der bekræftede diagnosen - Kronisk og kompleks PTSD.
Idag har jeg det helt ok med også at have den diagnose - Jeg føler mig ''hjemme'' og det er rigtig godt at have fået samlet alle brikkerne.
Jeg er igang med et pakkeforløb i psykiatrien, for personer med ptsd, og jeg har en meget dygtig psykolog.
Forløbet stopper i marts måned i år.

Min psykiater, lavede her før jul, sin afsluttende rapport - ingen arbejdsevne... ''Vejen frem'' at psykoterapi, og medicin efter behov, med henblik på at holde mig stabil, men uden indflydelse på min arbejdsevne.
- Min læge støtter op om dette.

Så nu skal der egentlig samles sammen... Mine praktikker, udtalelser, udredninger osv osv.

Hvordan forbereder man sådan en sag bedst ?

Min sagsbehandler kan ikke længere pege på noget hun kan ''sende mig ud i'', og er derfor begyndt at indhente status fra læge osv.
Det vil ikke give mening at fastholde mig de resterende år i ressourceforløbet, og vil være ren kassetænkning såfremt det sker.

Min mentor er indstillet på det rette vil være pension, evt med mulighed for et lille skånejob, så jeg stadig kan føle mig en del af arbejdsmarkedet, i det omfang jeg formår.
Fleksjob vil ikke give mening, fordi mine ressourcer meget svingende, og jeg vil ikke kunne fastholde det.

Så hvad nu ?
Hvad vil være det bedste... Og hvilke ting er afgørende at få skrevet ?

-

Jeg vil gerne tilføje, at min ptsd har rødder i min barndom, men i 2008 skete der noget, der gjorde det endelige udfald...

I 2012 valgte jeg at søge pension på det forelæggende grundlag - det blev et rent mareridt for mig, med lovbrud... Kommunen brugte en anden kvindes arbejdsevnevurdering i min sag, lod mig ikke foretræde for pensionsudvalget - Ankestyrelsen opdagede ikke den anden kvindes papirer i min sag, på trods af de var listet op med både navn og cpr nummer.
Ydmygelse og nedgørelse i værste grad !
- Det blev selvsagt et afslag.
.. Kommunens behandling har uden tvivl, været en medspiller til jeg er så ramt af min ptsd, som jeg er.

-

Det var lidt om mig - det blev lidt langt... Håber I har læst med, og kan/vil vejlede mig, i hvad der er bedst at gøre nu.

Tak