[Ninja]

Sikke en redelighed Hejdien - det er jo på samtlige punkter din sagsbahandling halter, lige fra hjælpemidler der KUNNE gøre det lettere for dig, til misforståelser og fejl.

Jeg kan godt forstå du siger ''Gud forbyde en førtidspension'' - sådan har jeg også haft det i (alt for mange) år. Men nu kan jeg ikke selv mere, jeg har fået nok af systemet, fejlene, den dårlige - og tiltider helt manglende sagsbehandling, udskiftningerne, uroen, ventetiderne, tja, listen er uendelig. Men nu har jeg så også været på kontanthjælp i snart over 20 år (21 år til Januar!) - det er over halvdelen af mit liv, da jeg er 38.

Jeg skriver sådan set kun for at fortælle dig, at inden man får set sig ordenligt om, så er der gået 2 år, 4 år, 8 år, 10 år osv i systemet, og hvis man tænker nærmere over det, så har man ofte ikke rykket sig en skid over perioden. Jo vist, man kommer ud i en masse, man får somregl også brændt sig på mange af forsøgene, ryger adslillige skridt tilbage, og starter så forfra. Om og om igen. Det er som om man er i en trædemølle, eller slet og ret bare lever sit liv i cirkler med lige præcis så mange forskellige tiltag, at man ikke mærker årene løbe forbi. Men gør man regnestykket op, jamen så står man PRÆCIS i samme situation som da man aller første gang røg ind i systemet. Dog er man blevet mere stresset, mere forvirret, mere modløs, mere skeptisk, mere dårlig....både fysisk og psykisk. Man bliver jo heller ikke yngere.

Tænker ofte når jeg læser de forskellige livshistorier herinde, med opture og nedture ,,jamen hvordan ser historien så ud i 2012''? For manges vedkommende hænger de stadig i systemet, og hele den mellemliggende periode ligner til forveksling den forgående periode!

Tror den dag man ''vågner op'' og erkender at man kører i cirkler, så er det man må bide i det sure æble og få gang i en førtidspension så man kan få ro i sit liv, så man ved hvad man har at rette sig efter, så man ikke længere skal bruges i forsøg, og så man som menneske kan sige ,,hey, jeg kan muligvis ikke arbejde, men nu kan jeg blive et helt menneske igen. Jeg er ikke længere en sag på bordet, et projekt, en mulig arbejdskraft, en gåde der skal løses. Men et menneske med begrænsninger, som fortjener respekt og frihed, efter åre lange kampe med kommunen der fik gjort livet endnu mere surt og uudholdeligt.