Hej!
Jeg er arbejdsprøvning og har lige haft møde med jobkonsulenten her efter 4 uger på arbejdspladsen. Han vil (ved mødet) meget gerne høre at jeg har fået det bedre og at jobbet giver mig psykisk overskud....så jeg svarede at jeg er rigtig glad for at være igang igen, og har ventet et par år på at det blev muligt (pga sygdom). Men at det koster fysisk med øgede smerter, udtrætning, manglende overskud til sociale kontakter, synsforstyrrelser mm. (undlod at nævnte at jeg bliver modløs og slet ikke kan overskue det p.t.) Senere i mødet spurgte jeg til om jeg fx en af dagene kan få andre arbejdsopgaver som ikke er så komplekse, fordi jeg bliver udtrættet af de nuværende. Men hans råd var at hold fast i nuværende, fordi arbejdspladsen ikke mangler personale til de lettere opgaver (!)
Jeg har fået en kontaktperson jeg kan få vejledning fra ca en gang om ugen. Men i praksis synes jeg ikke det er nok, fordi jeg ikke kender deres kvalitetsstandart/rutiner på denne arbejdsplads og derfor bruger megen tid på de øvrige arbejdsdage og fridage på at gruble over hvordan opgaven løses. Det er over 2 år siden jeg sidst var i job og jeg bliver frustreret over at jeg ikke længere har samme energi-niveau og ressourcer som dengang.
Jeg har pga ulykken bla. fået problemer med overblik og koncentration og selvom jeg prøver at tænke rationelt på at "al begyndelse er svær" og tager tid, så bekymrer det mig at jeg har så svært ved at overskue opgaverne og er bekymret for om det overhovedet bliver bedre med tiden. Altså om det meste er begyndervanskeligheder eller om min jobkonsulent overser nogle skånebehov.
Min arbejdsplads er godt tilfreds med min arbejdsindsats og synes jeg kommer med gode input til kolleger. Men det er også lettere for mig at bidrage med min erfaring ved et konkret spørgsmål, end selv at sidde og skulle holde overblik over alle tråde i en kompleks opgave...
Jeg har været i systemet over 2 år, har haft dårlige oplevelser med sagsbehandleren og har bare desparat brug for at få afsluttet forløbet. Så jeg havde nok tænkt mig at kæmpe mig igennem den sidste tid og forhåbentlig blive godkendt til fleksjob. Og så bagefter søge videre til et andet job...! Jeg har nemlig fået at vide at kommunen ikke vil godkende mig til et fleksjob, hvis jeg ikke har et på hånden!
Så jeg vil på den ene side bide tænderne sammen for at få tildelt dette fleksjob, uanset at jeg ikke kan se mig selv i det her job på længere sigt. Men jeg er på den anden side bekymret for om jeg så får skrevet de korrekte skånebehov ind i papirerne.
Jeg er bekymret for om jeg bliver kastet rundt i adskillige arbejdsprøvninger, hvis denne ikke lykkes. Det har jeg ikke kræfter til.
På kort sigt tænker jeg på at bede min kontaktperson om mere "oplæring" istedet for at jeg har opgaverne og kan bede om vejledning en gang om ugen. Så må hun jo "sladre" til chefen hvis det er nødvendigt for hende...
Noget helt andet er timetallet for et fleksjob. Ved mødet blev nævnt 12 3/4 timer, men at jeg helst skal op på 13-15 timer plus pauser, så jeg skal prøve at give den en ekstra tand, selvom jeg nu er på de 12 ½ som de havde sagt var kravet. (og så nævnte en nævenyttig praktikant at i nabokommunen gives der praktisk talt ikke fleksjob. Hele sidste år godkendte de kun 6 personer til fleksjob på min 20 timer/uge! Og hvorfor er det lige jeg skal have den bemærkning smækket op i ansigtet?!!
))
Siden mødet har jeg gået og skumlet og grublet og føler mig presset op i en krog. Er også bange for at ødelægge min chance for at komme ud af systemet. En tung følelse af at være handlingslammet og stavnsbundet. Argh!
Har I gode råd til hvad jeg skal gøre????
Håber I andre nyder weekenden og foråret.
vh Tino