[FrkM]

Trådopretter:

Jeg kan til fulde genkende din følelse (jeg er 36 år). Også jeg forsøger at "drible" undenom spørgsmålet: "og hvad laver du så?". Når jeg får spørgsmålet plejer jeg at svare noget i retning af: "jeg er uddannet socialrådgiver og har en diplom uddannelse i ledelse". Og hvis der ikke spørges ind til mere så siger jeg ikke mere. Som oftest bliver jeg spurgt til hvor jeg arbejder henne også må jeg jo svare at min civile status desværre pt er fp´er. Det er yderst sjældent at jeg forklarer hvorfor jeg er tilkendt pension - normalt siger jeg bare "pga. dårligt helbred er jeg tilkendt pension". Jeg oplever sjældent at folk spørger mere end til hvorfor. Tror de kan fornemme at jeg ikke ønsker at forklare mig yderligere.

Aug. 2010 blev jeg tilkendt førtidspension og jeg er stadig ikke kommet overens med at jeg ikke kan bruges på arbejdsmarkedet. Måske det kommer - jeg håber det!

Pensionstilkendelsen er givet på baggrund af fysisk og psykisk sygdom. Da jeg både har fysiske og psykiske begrænsninger, så kan jeg helt klart konkludere, at jeg meget meget hellere vil have mine fysiske smerter og begrænsninger end have ondt i sindet. I lighed med Helenekr så har jeg også problemer med at bevare stemningsneutralitet (har en bipolar sindslidelse).

Det værste er, når folk siger: "du ser ellers godt ud" eller lignende... så skal jeg virkelig have et solidt tag i mig selv for ikke at begynde at forsvare mig...

Af og til kan jeg føle mig som et skarn at jeg føler sådan ift. min pensionering. Med tanke for hvor mange der ønsker pension, og ikke vurderes at være berettiget til en sådan, så kan jeg føle mig noget så utaknemmelig.