[phhmw]

Socialrådgiver: Det sidste, udsatte børn har brug for, er systemets skråsikkerhed og frygtløse indgriben

https://politiken.dk/debat/debatindl...n=uYI7KqAAJ9TQ

RIKKE WEZELENBURG
Socialrådgiver, cand.soc. i socialvidenskab og psykologi

Tak til statsministeren for at sætte de udsatte børnefamilier langt op på den politiske dagsorden og for invitationen til tale uden omsvøb og distance. Det er der brug for.​

Der er til gengæld ikke brug for en retorik, som reducerer problemerne på feltet til berøringsangst.

Statsministeren har »truffet et valg og vil altid stå på børnenes side«, og hun håber, at vi andre vil træffe samme valg og følge med hende over på børnenes side. Jamen selvfølgelig. Hvem vil ikke stå på børnenes side?

Men først må jeg spørge: Hvis side står jeg på, hvis jeg ikke følger statsministeren? Er jeg så på hold med de forældre, som misrøgter deres børn, sælger dem til prostitution og udsætter dem for vold? Eller er jeg på hold med de professionelle, som ikke ’træder i karakter’, men giver de samme forældre for mange chancer, tager for mange hensyn og lader børn i stikken?

Er det overhovedet muligt at sige nej tak til at følge med statsministeren over på det, som hun kalder børnenes side? Det håber jeg, for hvis vi blindt følger præmissen om de modstående sider, ledes vi lige ind i de skyttegravskrige, som i forvejen alt for ofte omgiver udsatte børn.

Rundt om de fleste udsatte børn står nemlig mennesker, som vil hjælpe. Det er godt, men det kan også være et problem, da der ofte hersker forskellige ideer om, hvad der er bedst for barnet. Det udvikler sig ofte til de gode viljers kampplads omgivet af skyttegrave, hvor alle ligger med kikkerten over kanten og venter på at slå til, når de andre træder ved siden af eller blotter sig.​

Det kan være svært at bevare overblikket, når man står i et hul. Så vi har ikke brug for skyttegravsretorik, men at flere vil stille sig i ingenmandsland og få andre til at lægge kikkerten fra sig, kravle op af skyttegraven og samarbejde om det, som ligger alle på sinde: at et barn lever i tryghed og kærlig omsorg.

Det betyder ikke, at samarbejdet altid vil være konfliktfrit og harmonisk. Tværtimod vil der ofte være stærke følelser, fordomme og stort engagement på spil hos ikke bare familien, men også hos de professionelle.

I én skyttegrav kan ligge forældre, som kæmper for at undgå noget af det værste, vi kan forestille os: at blive underkendt som forældre og skulle give afkald på en hverdag med vores børn. ​

I en anden skyttegrav kan ligge den advokat, som til møder fører ordet for forældrene og belærer socialrådgiveren om, hvad barnet har brug for, og hvilke tilknytnings- eller udviklingspsykologiske behov der taler imod en anbringelse eller for en hjemgivelse af barnet.

Et eksempel er den erfarne advokat, kendt for en meget personlig og insisterende involvering i sine klienters sager, som længe havde argumenteret brændende for, at en mor kunne beholde sine tidligere anbragte børn hjemme på trods af meget stor og velbegrundet bekymring for deres trivsel. Lige indtil advokaten en dag ringede og sagde, at han ikke længere kunne stå inde for, at børnene blev hjemme hos deres mor. Det syntes han, at kommunen skulle vide, uden for notat, så de kunne gøre ’det rigtige’. Også advokater kan miste overblikket og tabe af syne, hvad deres opgave er.

I en tredje skyttegrav kan ligge en socialrådgiver, som er dybt bekymret for et barn, men står over for en ledelse, som mangler tillid til sine medarbejderes vurderinger. Et eksempel er et møde med en far og hans advokat, hvor socialrådgiveren protesterede højlydt, da hendes leder pludselig ville gå med til at forhandle, at hvis ’kommunen fik lillesøster’, kunne far beholde storebror hjemme.

Efter en kort pause, hvor socialrådgiveren talte med store ord til sin leder, blev det til, at begge børn blev anbragt til undersøgelse på en døgninstitution, som endte med at skrive en lang og hjerteskærende rapport om, hvor meget de to søskende havde måttet stå igennem, og hvor tæt knyttet de var.

I andre skyttegrave befinder sig lærere, pædagoger eller plejefamilier, som fra deres udsigtspunkt har en fast mening om, hvad der vil være bedst for barnet. I ingenmandsland mellem disse skyttegrave fyldt med gode hensigter står barnet helt alene.

I stedet for at lægge op til et ideal om systemets skråsikkerhed og frygtløse indgriben i et felt med mange interessenter og meget på spil vil det være på sin plads først at se på, hvem det er, der skal gribe så skråsikkert ind i familiers liv. Her vil jeg pege på tre områder, som rimelig nemt og uden store omkostninger må kunne afklares: ​

1. Hvor ofte må den enkelte kommune genåbne en henlagt familiesag inden for 6 måneder? Det vil give et fingerpeg om, hvor ofte socialrådgiverne – systemet – i afmagt må lægge en bekymring på hylden, fordi der hverken har vist sig tilstrækkelige stærke tegn på omsorgssvigt til tvangsmæssig indgriben eller er etableret et bæredygtigt samarbejde med familier og netværk. Tallet er vigtigt, for det kan antyde omfanget af sager, der opfylder de endeløse procedurekrav, uden at det har forandret noget som helst for børnene.

2. Hvor mange sager har den enkelte socialrådgiver i den enkelte kommune ansvar for? Her er skåltaletallene ligegyldige. Det er de reelle tal, vi skal bruge, dem, som også indbefatter de sager, som socialrådgiverne har midlertidigt ’på fordeling’ i fraværet af kolleger, som er ophørt, langtidssygemeldt eller på utilstrækkeligt vikardækket barsel. Antallet af sager er yderst vigtigt, fordi det påvirker muligheden for at gøre en relevant forskel, før anbringelse bliver nødvendigt.

3. Hvor mange ’erfaringsår’ råder den enkelte kommune over (fraregnet barselsperioder og længerevarende sygefravær), og hvor gode er de til at fastholde medarbejdere? Fastholdelse af socialrådgivere sikrer kontinuitet i samarbejdet med familierne. Men det er også vigtigt, fordi mange har brug for en erfaren kollega ved sin side, og ikke mindst nogle års erfaring selv, for at kunne mobilisere autoritet til at stå fast og forfølge en opfattelse af, at noget ikke er, som det skal være. Tallet kan også indikere, hvor meget efter- og videreuddannelsesbaseret viden afdelingen råder over.

Inden berøringsangsten lægges væk, og fløjlshandskerne tages af, må vi vide mere om, hvilken næve der gemmer sig i handsken. Hvor god er den til at række ud og skabe tillid i samarbejdet med ikke bare børnene, men også med deres familier og de professionelle, som alle med stor kraft vil hævde, at de står på barnets side?

phhmw

Desværre efter min mening en korrekt og sandfærdig beskrivelse, men.........

I går, i dag og i morgen vil der rundt om udsatte børn, tvangsfjernelser, anmeldelser stadig ikke findes een eneste professionel autoriseret, med personligt ansvar over for lovgivningen.

Ikke een eneste, så ansvaret vil stadig være som et vådt stykke sæbe, uden ejermand.

Se Tøndersagen, 32 anmeldelser, uden at een enste greb ind.

Dansk Socialrådgiverforening ønsker ikke sine medlemmer autoriserede. Man er bange for konsekvens, som eksempelvis autoriserede sundhedspersoner, bliver mødt med, når disse ikke følger reglerne.

Derfor vil ansvaret stadig være et vådt stykke sæbe, uden ejermand.

Se det er beskæmmende, fordi kassetænkningen kan fortsætte, som altid.

http://www.k10.dk/showthread.php?p=369684#post369684

Med venlig hilsen