[phhmw]

https://www.aquut.com/2020/10/31/naa..._SJdUNQ1-hvpA0

Det simple men oversete synspunkt: Tvangsfjernelser skader altid.

Enhver tvangsfjernelse skader barn og forældre. Spørgmålet er ikke, om tvangsfjernelsen er skadelig eller ej. Det ved vi, den. er.

Den skader barnet, den skader forældre. Den er traumatiserende, ødelæggende, krænkende. Det er sådan set en simpel kendsgerning

I videnskabelig sammenhæng findes der et udtryk, der enten hedder "ceteris paribus" (økonomi) eller "Inter alia".

De to skrivemåder betyder kun tilsyneladende noget forskelligt. Ceteris paribus oversættes til "Alt andet lige" og bruges i økonomisk modelsnedkeri til at undgå indvendinger, der handler om alt det, modellen ikke tager med i sine betragtninger.

Inter alia betyder på jævnt dansk bare "blandt andet". Men meningen er omtrent det samme. Det handler om det, der - relevant eller ej - lades ude af betragtning. Denne artikel handler om skadeeffekten på sjæl og legeme, børn og forældre altid udsættes for ved anbringelser og tvangsfjernelser.

Efter at have set bunkevis af sager fik jeg en overraskende aha-oplevelse ved at læse denne artikel. Det slog mig, at i stakkene af kommunale handleplaner, undersøgelser og forklaringer er der ingen iagttagelse, ingen refleksion, ingen voksen mentalisering, der beskæftiger sig med tvangsfjernelsernes, anbringelsernes og -adoptioners skadelige virkninger eo ipso (= i sig selv) på de parsoner, der gennemlever de traumer, enhver tvangsfjernelse - berettiget eller ej - også er forbundet med.

Kort sagt søger forvaltningerne i almindelighed retfærdiggørelse - uden afvejning. Den afvejede helhedsvurdering mangler. Det er en utrolig skævhed. Ufattelig, svært begribelig.

Een ting er, at familieafdelinger armerer deres forsvarsværker med girafsprogspræget kaudervælske udsagn der skal gøre det ud for ekspertise. Det får være.

Men aldrig nogensinde har jeg set bare een kommentar, der overhovedet antyder, at adskillelsen mellem barn og forældre eo ipso, inter alia og ceteris paribus overhovedet kan tænkes at skade barnet, relationen eller for den sags skyld forældrene.

I virkeligheden er adskillelsen altid destruktiv og traumatiserende. Hvordan kan det lade sig gøre lige at overse det? Det slår mig, at denne simple iagttagelse skulle være overraskende.

Men den skriger i et år, hvor regeringen uden nogen reel grund vil tvangsfjerne flere, på en mere sober helhedsvurdering. De forudselige og åbenbare skader ved enhver anbringelse indgår sort set aldrig i forvaltningens, B&U-udvalgets og Ankestyrelsens stillingtagen.

Oversættelse, abstract fra artiklen: "Et system, der tilfældigt og unødvendigt fjerner børn fra forældre..."
"et system, der tilfældigt og unødvendigt fjerner børn fra forældre gennem en upersonlig proces drevet af systemets bekvemmelighed på bekostning af familier."

Hilsen Peter