[Tassi]

Gunvor
Du rammer meget præcist ind i tanker, jeg selv slås med for tiden

Jeg sidder, for gud ved atter engang, og formulerer en skrivelse over min sag, situation, historik osv - denne gang til BAN
I starten af mit nu 5-årige mareridt, har jeg kunnet holde en vis form for ironisk distance til det, men det er blevet gradvis sværere. I går slog det mig med en vis erkendelsessorg: Jeg er blevet 'institutionaliseret'
Kampen har stået på så længe nu, at min identitet har ændret sig. Min virkelighed er nu blevet min kamp med systemet og mine manglende ressourcer. Denne tvungne, konstante fokuseren på alle dårligdommene har ændret mit syn på mig selv, og den stærke selvopfattelse af værdighed, jeg engang besad
Så sent som sidste år havde jeg den stærke overbevisning at min diagnose ikke bar mig, men jeg bar min diagnose. Jeg må med sorg konstatere at det har ændret sig nu. Der er min diagnose, der bærer mig nu
Jeg er blevet min diagnose
Jeg er blevet personen, der ikke længere har krav på et værdigt og selvstændigt liv. Jeg har opgivet kampen for det, for kræfterne rækker ikke længere. Jeg har givet op. Har overgivet mig passivt til den rolle, som systemet har tvunget ned over mig
Jeg besidder stadig stædighed, og tænker at når dette mareridt er slut, vil jeg rejse mig igen
Men hvor meget kan man i virkeligheden rejse sig fra den identitet, man har?
Kan jeg nogensinde får min værdighed og selvstændighed tilbage? Hvis ja, vil det ikke ligge lige om hjørnet, men igen kræve år om at blive opbygget

Jeg læste en artikel omkring behovet for en særlig indsats overfor folk, der bliver løsladt fra fængslet. Jo længere, de har siddet inde, des mere har deres identitet ændret sig, og de har dermed sværere vilkår for at kunne klare sig ude i samfundet. Jeg følder det på samme måde. Jeg sidder også i et fængsel. Uanfægtet at rammerne er anderledes, så er det et fængsel. På et tidspunkt, når man har rusket længe nok i tremmerne, og planlagt nytteløse flugtforsøg, indfinder apatien sig. Man resignerer til sin 'overherre'

Jeg prøver stadig at holde hovedet højt, når jeg bevæger mig rundt, for at holde fast i en vis rest af værdighed. Men indeni.... indeni er den knækket