[gunvor]

Hej herinde.

Overskriften er frit eft. Jack Nicholsons rolle i en film.

Jeg vil gerne høre, hvordan I andre herinde bevarer jeres værdighed, som menneske i dette system?

Jeg er selv i en større krise pt. pga. den måde jeg bliver behandlet på i dette cirkus. At man f.eks. hele tiden bliver betragtet ud fra enten et lovgivningsmæssigt synspkt. el. økonomiske fikfakserier, hvor det handler om, hvilken kasse der er billigst at placere dig i.

Eller at man ensidigt hele tiden vender de barrierre man har af enten fysisk el. psykisk karakter til et spørgsmål, om at se det fra resourcesiden, og du "bare" skal lære nogle strategier for, hvordan dine barrierer kan tackles via dine ressourcer. Men glemmer at det kan være en efterhånden stor mængde strategier, som tager alle dine kræfter, så der ikke er plads til så meget andet. Heller ikke din dagligdag. Og hvordan hulen man har tænkt sig, at et menneske på disse vilkår kan klare sig på et arbejdsmarked, som ikke er indrettet til netop den slags arbejdskraft.

Eller hvordan det netop bliver sværere og sværere, at kunne anvende ens ressourcer, fordi systemet er et cirkus, hvor medmenneskelighed og respekt for at behandle dig, som en værdigt menneske trods din sygdom er en stor mangelvare.

Jeg har meget svært ved, at forstå hvordan man kan tro, der kan komme noget produktivt ud af at negligere, at man får den rette "medicin" til at blive rask. Måske. Eller at man måske ikke kan blive fuld el. hel produktiv på ordinære arbejdsmarkedet igen. Eller at man måske selv har en meget god ide om, hvad der kan hjælpe én, men at systemet altid ved bedre.

At systemet i nogle tilfælde, jeg vil vove den påstand: i mange tilfælde, faktisk nedbryder den del af din arbejdsevne, der måske er tilbage i dig. Men dækker sig ind under besserwissen om snart sagt alt i dit liv, og derved netop tager dit eget initiativ og dine få resourcer fra dig.

Eller hvordan man kan tro, at sådan som DK er i dag, hvor mangel på mangfoldighedstanke og værdig behandling skaber plads til alle. I samfundet som på arbejdsmarkedet.

Jeg har skrevet det før, det minder om H.C.Andersens: Kejseren uden klæder, hvor vi mangler den lille dreng, der tør sige, at kejseren faktisk ingen klæder har på. Fordi alt for mange lader, som om at vi har et velfærdssamfund, hvor vi tager os af de svage, både dem der skal have varig hjælp og også dem der skal have midlertidig hjælp, men ikke tør sige at velfærdssamfundet DK. faktisk har lidt en stille død gennem flere år. Og stiller spørgsmålet: er det sådan et samfund vi vil have?

Ja, undskyld, jeg bliver politisk midt i denne tråd, og det hjælper mig bestemt ikke at kunne se problemet, fordi det er kampen mel. David og Goliat, der fylder mest hos mig pt. Hvilket jo også er fortvivlende, idet denne kamp jo næppe kan vindes, hvorfor det ikke lader én mange muligheder tilbage.

Mange hilsner

Gunvor