Jeg har pension efter 2013.
Jeg har haft forskellige overvejelser. De har både gået på om jeg kunne, altså rent fysisk om jeg har overskud til at forpligte mig, det er jo ikke nok at have lyst og ideer. Tør jeg melde mig til noget og så gå ned helbredsmæssigt. Og tør jeg for kommunen, hvis de nu misforstår. Alt hvad jeg foretager mig af aktiviteter har store omkostninger. Hvis jeg har været til fx et socialt arrangement, eller en familiebegivenhed, betaler jeg prisen med 2-3 dage på langs, hvor bare det at komme i bad virker uoverkommeligt. Bare tanken om et kommunalt forløb giver kuldegysninger.
Det eneste, jeg har 'meldt mig til' siden jeg fik pension, er arbejde i en forskningsfond. Jeg skulle læse ansøgninger igennem og deltage i bevillingsmøde. I alt et par dages arbejde sammenlagt (på et år). Det var interessant men også alt for hårdt, og jeg har sagt nej efterfølgende til mere. Det var ellers noget, jeg virkelig gerne ville. Min arbejdsevne er bare helt forsvundet, og det stressede mig voldsomt.
Til gengæld laver jeg indimellem den slags "samfundsnyttigt" arbejde, som Vovse beskriver på smukkeste vis: Der hvor man gør sig nyttig i nærområdet.
Jeg hjælper lidt med lektier og rådgivning af forskellig art. Det stresser mig også, da 'opgaverne' kan komme dumpende i en dårlig periode, og jeg har nogen gange svært ved at sige nej. Men jeg har åbenbart stadig behov for at hjælpe og føle mig nyttig, og så betaler jeg prisen bagefter. Fx at jeg i en uge ikke har overskud til indkøb og madlavning.
Jeg havde håbet på, at jeg ville have overskud til mere, da jeg har mange ideer, jeg har bare ingen kræfter, suk, det er frusterende. Jeg kæmper stadig med at acceptere, at jeg kan så lidt som jeg kan
Som det vist fremgår, er det ikke noget jeg har involveret kommunen i. Der er jo ikke sket ændringer i mine helbredsforhold. Jeg mener heller ikke, man løbende skal indrapportere sin gøren og laden i hverdagen til kommunen. Man har jo lov at at have et almindeligt hverdagsliv med familie, venner og interesser, selv om man er for syg eller handicappet til at arbejde.
Fordelen ved den slags frivilligt arbejde, som Vovse nævner, er, at det ikke kan registreres. Faktisk er det vel bare almindelig hjælpsomhed og medmenneskelighed. Utroligt at man skal frygte for at gøre den slags. Jeg synes det er svært, og jeg synes det er ærgerligt at førtidspensionister bliver nervøse og ikke tør afprøve noget. Men det er åbenbart sådan et folketingsflertal synes det skal være.