Den 24.3 2011 skrev jeg dette indlæg:
"Høh, om jeg har været knalddygtig ved jeg ikke - det er snarere jer. På trods af mine akademiske evner, arbejder mit hoved stadig stærkt begrænset, og jeg har bla decideret tyvstjålet flere af jeres formuleringer i mine skriverier
- for ikke at snakke om alle de gange I har været nødt til at gentage de samme ting, fordi min dårlige hukommelse og manglende overblik bare er en udfordring af de store nogle gange
Jeg ville aldrig - aldrig nogensinde været kommet bare tilnærmelsesvis i nærheden af hvor jeg er nu uden alle jer
Den dag min kamp er slut, er det takket været jer på K10 - overhovedet ingen tvivl om det
Jeg håber, omvendt, at hele forløbet så kan være med til at hjælpe andre frem i deres proces".
Jeg kan kun gentage ordene: Uden denne enorme vidensbank og støtte herinde som har muliggjort at jeg kunne selvuddanne mig til pseudosociarådgiver, ville jeg ikke sidde med en afklaring i dag.
Uden jeres hjælp ville jeg ikke have opnået forlængelsen efter §27.1.4
Uden jeres hjælp ville jeg ikke have opnået fleksjob
Og uden disse milepæle ville jeg aldrig have opnået pension.
Jeg ville sidde på selvforsørgelse indtil min opsparing var væk, og så ellers forsvinde i kontanthjælpssystemets afgrund - som der sker for så mange mennesker
Jeg er ikke i tvivl om at det er min egen indædte stædighed samt min families uvurderlige opbakning der har gjort at vi kunne køre denne til enden.
Men prisen har også været høj. Man kan ikke komme helskindet ud på den anden side. Når man slås med en funktionsnedsættelse burde alle ressourcer sættes ind på at tackle denne. I stedet drænes ens ressourcer på mest ukonstruktive vis i kampen med systemet, og man ender i en værre tilstand end da man startede. Stik modsat systemets intentioner. Et frygteligt spild af tid, af liv, af restressourcer. Om noget kan man kun konstatere at kommunernes økonomi, samt det at de har overtaget rehabiliteringsansvaret for syge borgere, ikke er en ligning der kan gå op. Syge borgere bliver tabt på gulvet på denne måde, og det er et stort tab - både for samfundet og for den enkelte og dennes familie
Men nu får jeg ro. Dette er dag 1 i mit nye liv. Og jeg vil nu bruge min stædighed til at bygge mig selv op igen med mine restressourcer.
Mit nye håb i livet bliver at komme af pensionen igen. Årene vil vise om det kan lade sig gøre. Nu skal jeg have min hverdag til at fungere. Ambitionen derefter hedder skånejob. Og så må vi se hvor langt jeg kan komme - og ikke mindst hvilke muligheder systemet giver sådan en som mig, som gerne stadig vil bidrage til samfundet. I alle fald har jeg nu fået de bedste betingelser for fremdrift, da jeg nu kan bruge mine ressourcer konstruktivt
Tak til jer alle
