|
@ vovse, min udfordring er netop, at jeg i en arbejdssituation ikke siger fra. Jeg knokler derudaf, og det jeg ikke når på arbejdet, tager jeg med hjem, hvis det er muligt.
Det ved de også godt på kommunen, at jeg har svært ved at mærke mine egne grænser i situationen.
Sidst smed jeg håndklædet i ringen og raskmeldte mig eller meldte mig fra. Jeg var ganske enkelt for syg til at være i klient i det offentlige system.
Lige nu føler jeg mig som den absolut svage part, sagsbehandleren omgås sandheden let tilfældig, undlader at gøre mig opmærksom på basale ting, når jeg spørger, bliver jeg mødt med tavshed.
Så dit råd om at snuppe tasken, når jeg føler jeg ikke kan mere, virker desværre ikke for mig.
Jeg vil helt sikkert føre dagbog. Skriftlig dokumentation er vigtig, har jeg erfaret. En diktafon kunne også være god. Dog tror jeg, at jeg ville gøre opmærksom på, at jeg ville optage mødet. Det er helt normalt praksis på universitetet, når man får vejledning. Dette skulle det jo også være med mødet med kommunen. De har jo ikke noget at skjule, og de påpeger den ene gang efter den anden at man skal samarbejde, men deres egen rolle i samarbejdet er så som så.
Hvordan er praksis for, hvordan man aflevere en klage? Jeg har en del bilag jeg gerne vil have med. Alle de mails som jeg har sendt, som forsat er ubesvaret. De findes ikke da jeg bad om aktindsigt. Jeg synes det dokumenterer at jeg har solide samarbejdsevner.
Jeg skriver som udgangspunkt til hovedpostkassen og att. til sagsbehandleren. Det er kun når jeg efterlyser hende, at jeg skriver til dem alle og det virker.
|