K10 - Flexjob & Førtidspension - Se enkelt indlæg

Susanne 53 · 19-10-2009, 16:48

Fandt denne afgørelse hvis andre skulle være interesseret.

Sag 375/2006 Dom afsagt den 29. april 2008
A mod Ankestyrelsen
Ankestyrelsens ændring af en indanket erhvervsevnetabsafgørelse til gunst for skadelidte kunne ikke afskære Højesterets prøvelse.
Arbejdsskadestyrelsen traf i 2002 en afgørelse om erstatning for en arbejdsskade, som A havde pådraget sig. På tidspunktet for arbejdsskaden var A ansat i et fleksjob med skånevilkår på grund af en medfødt lidelse. Arbejdsskadestyrelsen afgørelse blev ændret af Ankestyrelsen, der forhøjede erhvervsevnetabsprocenten uden at ændre på årslønnen. Denne var af Arbejdsskadestyrelsen var fastsat med udgangspunkt i, hvad A havde tjent året forinden inklusiv det kommunale tilskud. A indbragte Ankestyrelsens afgørelse for landsretten med påstand om en højere erhvervsevnetabsprocent. Landsretten frifandt Ankestyrelsen, og A ankede landsrettens afgørelse til Højesteret.
Efter at sagen var indbragt for Højesteret, genoptog Ankestyrelsen behandlingen af sagen med henvisning til, at man efter Højesterets praksis ikke skulle medtage det kommunale flekslønstilskud, når man beregnede en persons årsløn, men i stedet vurdere personens faktiske indtjeningsmulighed. Ankestyrelsen afgjorde herefter, at A forud for arbejdsskaden kunne tjene, hvad der svarede til lønnen i halvtidsstilling, og at A’s erhvervsevne i forhold hertil var nedsat med 70 % som følge af arbejdsskaden. Den nye afgørelse betød, at erstatningen til A beregnet som kapitalsum blev forhøjet med ca. 85.000 kr.
Ankestyrelsen anførte for Højesteret, at sagen skulle afvises, idet A med den nye afgørelse havde fået medhold i sit krav om fastsættelsen af en højere erhvervsevnetabsprocent. Hvis Højesteret ikke ville afvise sagen, kunne Højesteret ikke tage stilling til årslønnens størrelse, idet Højesteret i så fald ville tage stilling til spørgsmål, som ikke var prøvet i landsretten.
Højesteret gav ikke Ankestyrelsen medhold. Højesteret fastslog, at Ankestyrelsen efter almindelige forvaltningsretlige principper om tilbagekaldelse og ændring af forvaltningsafgørelser var berettiget til at træffe en ny afgørelse til gunst for A. Den afgørelse, der herefter forelå til prøvelse, var Ankestyrelsens afgørelse, således som denne var ændret ved den nye afgørelse. Der var ikke grundlag for at udelade årslønnens størrelse fra prøvelsen.
Den ny afgørelse indebar en anden fastsættelse af årslønnen og sammenhørende hermed en anden beregning af erhvervsevnetabsprocenten. Realiteten i den nye afgørelse var dog fortsat, at A ved arbejdsskaden mistede yderligere en tredjedel af sin evne til at oppebære en løn svarende til lønnen i en fuldtidsstilling. Højesteret fandt efter det oplyste i sagen ikke grundlag for at tilsidesætte den nye afgørelse.
Højesteret fandt, at Ankestyrelsen ikke burde have handlet processuelt som sket, da den nye afgørelse var truffet. Uanset sagens udfald blev hver part således pålagt at bære egne omkostninger for sagens behandling ved Højesteret.

19-10-2009, 16:48	#9
Susanne 53 Ved at vænne sig til K10 Tilmeldingsdato: 04-02 2009 Lokation: Århus Alder: 68 Indlæg: 14 Styrke: 16	Erhvervsevnetabsafgørelse prøvet Fandt denne afgørelse hvis andre skulle være interesseret. Sag 375/2006 Dom afsagt den 29. april 2008 A mod Ankestyrelsen Ankestyrelsens ændring af en indanket erhvervsevnetabsafgørelse til gunst for skadelidte kunne ikke afskære Højesterets prøvelse. Arbejdsskadestyrelsen traf i 2002 en afgørelse om erstatning for en arbejdsskade, som A havde pådraget sig. På tidspunktet for arbejdsskaden var A ansat i et fleksjob med skånevilkår på grund af en medfødt lidelse. Arbejdsskadestyrelsen afgørelse blev ændret af Ankestyrelsen, der forhøjede erhvervsevnetabsprocenten uden at ændre på årslønnen. Denne var af Arbejdsskadestyrelsen var fastsat med udgangspunkt i, hvad A havde tjent året forinden inklusiv det kommunale tilskud. A indbragte Ankestyrelsens afgørelse for landsretten med påstand om en højere erhvervsevnetabsprocent. Landsretten frifandt Ankestyrelsen, og A ankede landsrettens afgørelse til Højesteret. Efter at sagen var indbragt for Højesteret, genoptog Ankestyrelsen behandlingen af sagen med henvisning til, at man efter Højesterets praksis ikke skulle medtage det kommunale flekslønstilskud, når man beregnede en persons årsløn, men i stedet vurdere personens faktiske indtjeningsmulighed. Ankestyrelsen afgjorde herefter, at A forud for arbejdsskaden kunne tjene, hvad der svarede til lønnen i halvtidsstilling, og at A’s erhvervsevne i forhold hertil var nedsat med 70 % som følge af arbejdsskaden. Den nye afgørelse betød, at erstatningen til A beregnet som kapitalsum blev forhøjet med ca. 85.000 kr. Ankestyrelsen anførte for Højesteret, at sagen skulle afvises, idet A med den nye afgørelse havde fået medhold i sit krav om fastsættelsen af en højere erhvervsevnetabsprocent. Hvis Højesteret ikke ville afvise sagen, kunne Højesteret ikke tage stilling til årslønnens størrelse, idet Højesteret i så fald ville tage stilling til spørgsmål, som ikke var prøvet i landsretten. Højesteret gav ikke Ankestyrelsen medhold. Højesteret fastslog, at Ankestyrelsen efter almindelige forvaltningsretlige principper om tilbagekaldelse og ændring af forvaltningsafgørelser var berettiget til at træffe en ny afgørelse til gunst for A. Den afgørelse, der herefter forelå til prøvelse, var Ankestyrelsens afgørelse, således som denne var ændret ved den nye afgørelse. Der var ikke grundlag for at udelade årslønnens størrelse fra prøvelsen. Den ny afgørelse indebar en anden fastsættelse af årslønnen og sammenhørende hermed en anden beregning af erhvervsevnetabsprocenten. Realiteten i den nye afgørelse var dog fortsat, at A ved arbejdsskaden mistede yderligere en tredjedel af sin evne til at oppebære en løn svarende til lønnen i en fuldtidsstilling. Højesteret fandt efter det oplyste i sagen ikke grundlag for at tilsidesætte den nye afgørelse. Højesteret fandt, at Ankestyrelsen ikke burde have handlet processuelt som sket, da den nye afgørelse var truffet. Uanset sagens udfald blev hver part således pålagt at bære egne omkostninger for sagens behandling ved Højesteret.