Se enkelt indlæg
Gammel 10-02-2011, 11:52   #19
Tassi
Lever på K10
 
Tilmeldingsdato: 09-08 2010
Indlæg: 1.063
Blog Indlæg: 7
Styrke: 16
Tassi er ved at flytte ind på K10Tassi er ved at flytte ind på K10
Citat:
Oprindeligt indsendt af Tutteren Se meddelelser
Uhh det lyder godt nok ikke rart. Tak for din advarsel, jeg kan bestemt relatere mig til AS og har mange autistiske træk også. Det er bare så svært, så svært at stoppe op når man hele livet har fået beskeden om at tage sig sammen. Er tidligere konkurancesvømmer så jeg presser jo bare kroppen, selvom jeg ved det her skal tages alvorligt. At jeg så oveni ikke KAN slappe af fordi det konstant gibber, rykker og hopper i min krop fordi jeg har så meget uro indvændigt.
Jeg har lige læst din tråd igen, og forsøgt at træde lidt tilbage for at få lidt overblik. Vi har rigtig mange paralleller, og jeg vil gerne kunne rådgive dig, så du undgår nogle af de fælder, jeg faldt i

For det første slår det mig at du beskriver handlemønstre, der for mig så åbenlyst virker autistiske, men hvor du kalder dem ADHD. Fordi jeg kan genkende dem fra mig selv. Du siger selv at du har mange autistiske træk - men er du nogensinde blevet udredt for det, eller er det bare dit eget 'gæt'?
Kombinationen ADHD/Asperger(autisme) er rigtig træls, da det giver dobbelt vanskeligheder på nogle områder. Jeg anser det for ganske væsentligt at du bliver ordentligt udredt. Da du fik din ADHD diagnose hos psykiater, var det via almindelig konsultation, eller blev du ordentligt udredt med tests og hele molevitten?

Du befinder dig i en aparte situation; Du er et stærkt, intelligent menneske, men du er nu nødt til at kæmpe for at få de rette diagnoser. Før kan du ikke få den rette hjælp
Jeg kan godt forstå dit mishag mod at skulle bede om aktindsigt af frygt for at læse beskrivelsen af dig selv, men du har ikke anden udvej. Du står i en vanskelig situation, hvor livet ikke længere fungere, og det eneste, du kan gøre er at søge ind til kernen af det. Hvilke betyder at se dig selv i øjnene - uanset hvor ucharmerende og utiltalende det må virke på dig. Blot husk at man godt kan være psykisk sårbar med værdighed. Den kan ingen tage fra dig, så længe du holder ryggen rank og hovedet højt

Så første ting, du må gøre i din situation, er at kæmpe for at få en ordentlig udredning, så det ligger fast, hvilke diagnoser du slås med (min udredning tog 5 timer hos en neuropsykolog)

Dernæst SKAL du bede om aktindsigt. Det er bestemt ikke sjovt at skulle læse sig selv beskrevet som en sag. Men tro mig - på et tidspunkt lærer du at distancere fra det. Du skal bare lige over hurdlen. Og huske på at du er så meget andet end beskrivelser, der fokuserer på dine vanskeligheder

Jeg har siddet i systemet 5 år nu, og dette skyldes til dels min manglende evne/ressourcer til at tage min sag i egen hånd. Det var først da jeg kom til K10 august sidste år at jeg fandt på at bede om aktindsigt. Og sikke et chok, jeg fik! Ikke på grund af de ting, de havde skrevet om mig. Men alle de ting, de IKKE havde skrevet
Man tror jo at systemet er der for at hjælpe. Og når man er nede at ligge og ikke kan finde overskud til noget, er man nødt til at tro på at så længe man er fuldstændig åben og ærlig omkring ens situation, og man samtidig beder om hjælp, så kommer hjælpen også. Det gør den IKKE!

Det er så her det groteske indtræder. For hvor man er aller mest svag, skal man også til at kæmpe for at blive set og hørt. Du er ganske enkelt nødt til at have fuldstændig styr på at din sag er godt belyst med relevante dokumenter

Et eks fra min egen sag er at min sag nu har været afvist hos lægekonsulent tre gange fordi den ikke er entydigt belyst - af den grund at sagsbehandler bare ikke finder det relevant at indhente opdateret status attest fra hhv egen læge og psykiater. Samt at de overhovedet ikke var interesserede i at få mig udredt før vi selv begyndte at lægge pres på dem ('vi' som i mine forældre og jeg - da mine forældre kæmper min sag for mig, da jeg ikke selv kan)

Du siger, du kun har været sygemeldt i et par uger. Men det er jo ikke sandt. Din tilstand har stået på længe. Det kan godt være systemet betragter dig som 'nyligt sygemeldt', men så meget desto vigtigere er det så også at du får dem gjort opmærksom på din forhistorie. Ellers vil årene, der er gået forud, og den kamp du allerede har udkæmpet, ikke have nogen som helst betydning

Du fortæller at du er tidligere konkurrencesvømmer og er vant til at presse din krop. Alle alarmklokker ringer hos mig. På den måde, du er skruet sammen på, anser jeg det for overvejende sandsynligt at du ikke er god til at mærke din egen krop (selvom du godt nok siger at du kan). Krop og psyke er en diffus ting, som hænger sammen på områder, vi har svært ved at se. Er du egentlig klar over, hvad der sker i dig, når du presser dig selv? For det handler ikke kun om at du er god til at presse dig selv, så du kan præstere - hvilket jo er en skøn ting, når man gerne vil være den bedste Du beskriver selv reaktioner med ikke at kunne slappe af. Du skal vende den om og se disse reaktioner som faresignaler. Kan du ikke slappe af, kan din krop heller ikke restituere sig selv. Tværtimod forårsager det biokemiske ubalancer, som kan lave rigtig meget rod, bla forstyrre soveevnen samt appetitten. Det sætter kroppen i en konstant stresstilstand. Resultatet kan sagtens være at man ender med en depression

Du røg netop ned med en depression. Ikke en, du er født med, men en, der er blevet fremprovokeret, fordi der er blevet udøvet alt for meget 'vold' mod din krop og psyke. Det er et vink med en vognstang om at du nok ikke har så meget styr på din krop, som du går og tror

Hvilket igen fører os tilbage til aktindsigten, og kampen for at få en ordentlig udredning

Jeg har svært ved at tro på, at din situation bedres blot ved at du kommer i arbejdsprøvning og evt visiteres til fleksjob. Du er nødt til at gå den lange, sejge vej med at finde ud af, hvordan du fungerer. Se dig selv hudløst i øjnene. Og kæmpe for at andre også gør det

Ellers tror jeg du vil opleve at de 52 uger er omme, før du har set dig om, og du er ikke kommet et skridt videre

Det blev et langt, og lettere rodet indlæg, men jeg håber at det giver mening for dig. Jeg har ikke skrevet tingene for at være hård ved dig, men netop fordi du og jeg har paralleller, og jeg ved at det ikke nytter noget som helst at have en naiv tro på at tingene nok skal løse sig, hvis man ikke selv er den, der aktivt gør noget for at få det til at ske

Knus og tanker

PS - har netop skrevet en blog omkring at være psykisk sårbar i det offentlige system. Måske du kan have glæde af at læse den
http://www.k10.dk/blog.php?b=880
__________________
*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~ *
Det vigtigste i livet er ikke om vi falder, men at vi rejser os hver gang, vi gør
*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~ *

Sidst redigeret af Tassi; 10-02-2011 kl. 11:58.
Tassi er ikke logget ind   Besvar med citat