[Peter G]

Wow Hejdien - et flot og langt svar. Jeg vil prøve at følge op på dine råd.

Problemet i sagen er, at Peter afventer operation. Som nævnt i en tidligere tråd skrevet op til en discusprotese (2 degenererede lændehvirvler og modic-forandringer), men de var ikke klar over om der var plads nok til proteserne, så det kunne være de ville stivgøre i stedet. Kirurgen på Rigshospitalet beskrev operationen som en kur, og bivirkningerne som ubetydelige. Kirurgen sagde yderligere at der var lang ventetid, og at han derfor ville opfordre til at benytte sig af det frie sygehusvalg. Min mand sagde at han gerne ville skrives på Rigshospitalets venteliste, men var glad for muligheden for at vælge et andet hospital, hvis han kunne finde en løsning.
Og så har han ventet 2½ år på operationen. På baggrund af det, oplyste jobcenter min mand om at sygedagpengene ville blive stoppet, hvis han takkede nej til operationen, og opfølgningssamtalerne har kun bestået af spørgsmålet: ”Har du hørt mere fra Rigshospitalet”.
Han har fra første skema og samtale berettet om sit psykofarmaka forbrug, men da hans ryg var det jobcenter vurderede som den største hindring for en tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Dermed blev hans psykiske diagnose noteret, men ikke taget i betragtning.
I september 2008 bliver han overfaldet, truet med pistol, losset imens han ligger ned mm. Han reagerer ikke på dette i de første 3-4 måneder, og han afviser at tale med mig om det. Men så går det ned af bakke. Ingen grund til at beskrive symptomerne her også, da jeg har nævnt dem i en tidligere tråd. Lad os bare sige at han er helt smadret af angst. Hans praktiserende læge fornyer hans medicin, og giver en henvisning til psykiater og psykolog (igen). Vi spørger lægen efter navnet på en god psykiater der kan hjælpe hurtigt, men han kender ikke nogen. Vi spørger forskellige folk uden held, og til sidste ringer vi bare rundt til forskellige psykiatere og psykologer, hvilket gør at han nu har tider i august.

Ressourceprofilen bliver opdateret med disse oplysninger, men konklusionen er alligevel, at Peter med lidt opkvalificering vil kunne vende tilbage på normale vilkår efter operation.

Så falder han til vores store overraskelse for varighedsbegrænsningen. Jeg udbeder mig skriftligt et møde i den 14 dages periode der er før afgørelsen træffes. Mødet kommer aldrig, og han er ude af systemet.

I forbindelse med ophøret er der indhentet oplysninger fra kirurgen på Rigshospitalet, der så her skriver, at man ikke nødvendigvis kan forvente en forbedring af erhvervsevnen. Så går Peter i panik. Jeg prøver at berolige ham ved at lede efter oplysninger om hvor fantastisk både discusprotese og stivgørende er, men finder ud af at begge operationer kan have sindssyge og irreversible komplikationer. Så nu tør han ikke få operationen (med god grund synes jeg).

Så nu står han med håret i postkassen. Man kan ikke falde for varighedsbegrænsning imens man venter på behandling på offentligt sygehus, så stoppet af sygedagpengene er ulovligt. MEN – bliver udbetalingen af sygedagpenge genoptaget på baggrund af den paragraf, så vil det helt sikkert ikke fremme samarbejdet med jobcenter, hvis man så sidenhen afviser at lade sig operere. Godt nok er det jobcenter der udelukkende har fokuseret på operationen, men at dokumentere det bliver et helvede.
Der bliver antydet, at hvis han ikke vil modtage operationen nu, så vil de tolke det som et bevidst forsøg på at forhale sagsbehandlingen, og dagpengene vil stoppe igen. Det kan vi dog ikke få på skrift.

Derfor var det, at vi, imens klagesagen verserer, gerne ville mødes med en ny sagsbehandler, så vi kunne få opdateret ressourceprofilen, i samarbejde med en der har rummeligheden til at se hele billedet. Men hvis en sagsbehandler klipper Peters helbredssituation i små stykker og sætter den sammen på den helt rigtige måde, så kan den lige tilpasses, så den passer ind i hullerne i diverse sociale lovgivninger.

Så her er hvad vi mangler: En god psykiater, en dygtig psykolog, dokumentation for at man ikke kan tvinges til at modtage rygoperation (på skrift), en venlig sagsbehandler, der ikke som udgangspunkt har det som om de skal betale økonomisk støtte af egen lomme, objektiv oplysning om non-invasive behandlingstilbud.

Men igen – Peter har diskvalificeret sig selv på at være for autoritetstro og naiv. Damn - jeg håber ikke jeg lyder for bekræftelsessyg eller tudeprinsesseagtig. Det handler virkelig ikke om penge (lige nu), men om frygten for at blive "tabt". Sagde de: "Vi kan desværre ikke give jer penge, men vi kan åbne døren til alle behandlingsmuligheder der evt. kunne hjælpe", så ville det være helt fint. Men penge og kvalificeret behandling følges desværre ad, og ydermere viser det sig så altså også, at hvis de ikke er tvunget til at udbetale penge, så vil de heller ikke se på sagen.