Har næsten lige fået en besked på facebook fra en af mine bekendte og jeg ved helt ærligt ikke hvordan jeg skal reagere, lige nu er jeg bare slået helt ud.
Hun ved jeg er syg, hun ved jeg ikke har været på arbejdsmarkedet siden jeg blev sygemeldt fra min job i 2005. Hun ved jeg har haft flere tilbagevendende depressioner, lider af angst, har PTSD, bl.a. har problemer med stress og at jeg nu også har fysiske problemer. Hun har oplevet hvordan jeg knoklede en hvis legemsdel ud af bukserne i 2007 med at tage en 1-årig handelsskole og forsøge at finde elevplads, hvordan jeg har kæmpet som en gal og alligevel gik helt ned med flaget igen.
Vi har utallige gange "diskuteret" på facebook og på msn at jeg har det som jeg har det og jeg har MASSER af gange forsøgt at forklare hende hvordan det umulige sygedagpengesystemet hænger sammen. Stort set alle gange er det endt ud i at jeg har følt mig SÅ forkert fordi jeg er syg, ikke kan arbejde, at jeg nasser på samfundet og da bare burde have mig et job. Da talen en dag faldt på pension - hun spurgte - så gik det da helt galt med vores kommunikation.
Siden da, har vi stort set ikke talt om hvordan jeg har det, hvordan det går med min sag osv. og det er vel hvad... 4-5 måneder siden. Vi kan sagtens chatte om andre ting, ingen problemer der.
I dag har hun så sendt mig en besked omkring en elevstilling som hun præcis mener er mig
Citat:
Overskrift: Dit drømmejob!
Hej søde,
Faldt lige over en job-annonce der bare stod (mit navn) henover ;-)
Tv2 i Odense søger to IT-supportelever. Check it out!
Kan bare lige forestille mig dig, i tv2-regi ;-)
Håber du har det godt og har haft en god påske.
Knus!
|
Dum som jeg jo er, så går jeg jo på TV2's hjemmeside og finder annoncen og læser den og jeg... ja... blev faktisk både ked af det og såret.
Den stilling kan jeg jo ikke bestride. Jeg har en tussegammel IT-uddannelse der er ved at være 8-10 år gammel, jeg har ikke grundforløbet på den her uddannelse og alt det man skal kunne - fleksibilitet, mange mennesker, skiftende arbejdstider osv - er præcis det jeg ikke kan holde til. Og det HAR jeg forklaret SÅ mange gange!!!
Jeg ved godt, at hun gør det i en god mening, men jeg ved ærligt talt ikke hvordan jeg skal reagere og jeg ved da slet ikke hvad jeg skal svare hende, for jeg ved, at det ender alligevel ud i at jeg sidder og retfærdiggør mig selv og til sidst ender med, at jeg føler mig totalt mindreværd og en ussel plet på samfundet fordi jeg ikke kan arbejde.... og det er da også bare fordi jeg ikke vil lave noget, er doven, vil krydre røven osv.
Hvad ville I gøre? Hvordan tackler I sådan noget?
Jeg kan ellers rigtig godt lide hende, men jeg er også godt klar over, at hun hele sit liv har været igennem helt andre ting end mig, at hun har sit på det tørre og ikke skal kæmpe som mig og at hun derfor heller ikke har forudsætningerne til at forstå hvad jeg går igennem.
Men hvorfor føler jeg så at jeg skal retfærdiggøre mig så meget når der er noget?
Faktisk føler jeg mig ret ussel over at udstille hende her, men jeg har bare brug for at vende det her med nogen som med garanti ved hvordan jeg har det og hvad jeg mener.
Er jeg helt forkert på den ved at reagere som jeg gør?