Jeg har læst denne tråd, og blev helt overrasket over at finde andre mennesker som har det ligesom mig.
I min familie går man kun op i status, deres dyre biler og huse, og vi har aldrig talt om noget som mærkeligt som følelser og der er aldrig nogen som spørger "Hvordan har du det?". Jeg har både fysisk og psykisk handikaps, men det er ikke noget man kan se, og derfor har familien draget den konklusion at så må jeg jo være doven.
Jeg har flere gange meldt afbud til familie fødselsdage osv., og har også ved at melde mig ud af familien, da deres mangel på accept kørte mig helt ned psykisk. Lige et eksempel fra den virkelige verden: Min mor havde mødt en af mine barnsdomsveninders mor nede i kiosken (jeg har ikke set denne veninde i 15 år), som havde spurgt min mor, om hvad jeg lavede. Men min mor var flov over at jeg var på førtidspension, så hun snakkede uden om, og barndomsvenindens mor fik aldrig af vide hvad der var sket med mig.
Min mor fortæller mig om dette møde i kiosken, og så spørger hun gudhjælpemig surt "jamen hvad skal jeg da sige til dem, når der er nogen som spørger hvad du laver????"
Æh, du kan jo sige det, som det er, svarede jeg... Du kunne jo evt. sige at jeg var blevet kørt ned, lå i sengen i ca. et år, skulle lære at gå igen osv., og bagefter var blevet opereret for kræft osv....
Men nej, min mor mener, at der er sgu ikke noget galt med mig, det hele (undtagen da jeg blev kørt ned) er bare noget jeg har FUNDET PÅ FOR AT SLIPPE FOR AT ARBEJDE.....
Uhh, den eneste grund til at jeg stadig har kontakt til hende, er pga. min far og min bror (som jeg godt kan lide).
Det er ikke min familie som kommer mig til hjælp når der er noget galt, tværtimod så forværre de situationen. I min familie skal hver person klare sig selv (også økonomisk), og man hjælper ikke hinanden (men at udnytte hinanden er åbenbart helt fint).
Den kæreste som jeg havde, da jeg blev kørt ned var utro til højre og venstre, så det gik ligesom ikke. Og vennerne/veninderne forsvandt en efter en, nogle valgte jeg også selv fra, da de kun talte med mig, når de skulle bruge mig til at hjælpe dem med noget. (Hvis jeg havde brug for dem, havde de aldrig tid).
Jeg var 24 år da jeg blev kørt ned, nu er jeg 31, syg og ensom. Jeg vil gerne have nogen nye venner, men det er lidt svært at møde nogen, synes jeg.
|