|
Blev helt glad over at læse artiklen og kommentarerne nedenunder. Det er rart at der omsider er nogen, der har forstået hvad det handler om og hvad det indebærer at være førtidspensionist. Jeg kan sagtens nikke genkendende til problematikken om at være udenfor samfundet.
Jeg har dælme haft mange dårlige oplevelser i direkte forbindelse med, at jeg er blevet førtidspensionist. Har brugt ufatteligt meget energi på, at forklarer min situation overfor andre mennesker, da de jo ikke kunne se at der var noget galt med mig, plus at jeg var under 30 da jeg efter 6 års kamp fik førtidspensionen tilkendt. Har nærmest følt, at jeg skulle beklage, at der var et fjols som lige skiftede over i modsatte vejbane og kørte ind i mig, noget jeg ikke havde en jordisk chance for at undgå eller undvige! Resultatet blev et smadret ben, rygproblemer og PTSD, hvilket igen førte til depression pga. årelang sengeliggende sygdomsperiode, hvor jeg måtte opgive min uddannelse, kæresten skred og familien så jeg næsten ikke noget til (vi har ingen kontakt i dag). Åh ja og så 6 års kamp med kommunen. På dette tidspunkt havde jeg mistet HELE mit netværk og skulle starte fra minus 100. Det har fandeme ikke været let og jeg arbejder da stadig på projektet.
Jeg har flere gange oplevet at blive stemplet som taber og socialbedrager, når jeg forsøgte at møde nogle nye mennesker, når jeg fortalte at jeg var førtidspensionist. Jeg har også oplevet at bo i en opgang, hvor visse af de andre beboere (de sagde det lige ud til mig), ikke ville snakke med "sådan nogle som mig". Før jeg blev førtidspensionist var der ingen problemer, ja jeg blev endda inviteret med til deres private sammenkomster og fester.
|