[lenedamdotdk]

Hej allesammen!

Jeg ville rigtig gerne i kontakt med andre, som pga sygdom er faldet i det såkaldte sorte hul og er overladt til ægtefælleforsørgelse.

Min egen historie er kort fortalt, at jeg for ni år siden fik konstateret sclerose (MS). Indtil da arbejdede jeg som freelance-journalist, hvilket skulle vise sig at være en rigtig dårlig ide at gøre, når man bliver syg.
Først måtte jeg kæmpe for overhovedet at få sygedagpenge, så ville forvaltningen ikke give mig dem med tilbagevirkende kraft fra den dag, jeg blev syg, og endelig regnede de min dagpengesats ud på den for mig allermest ufordelagtige måde.
Inden den sag var i orden, var der gået næsten et år, hvorefter forvaltningen standsede mine sygedagpenge. På det tidspunkt havde jeg været syg i næsten et år og mistet alle mine kunder.
Jeg kunne - og kan - pga føleforstyrrelser i hænderne ikke længere skrive notater i hånden, hvilket er en voldsom ulempe, når man er journalist. Derfor havde jeg søgt om revalidering til at tage en mastergrad i webdesign på det dengang helt nye IT-universitet (jeg kunne - og kan - nemlig sagtens arbejde ved computeren), hvilket jeg fik støtte til fra en kommunal rådgiver af sygdomsramte. Men forvaltningen sagde nej, de mente, jeg skulle arbejde igen, uden dog at bekymre sig om, hvordan det skulle kunne lade sig gøre.
Da jeg spurgte, om det betød, at jeg skulle tilmelde mig AF og modtage almindelige dagpenge, sagde sagsbehandleren nej, det kunne jeg ikke, for jeg var jo syg. Hendes eneste forslag var, at jeg kunne henvende mig på kontanthjælpskontoret, hvilket hun udmærket vidste var en gratis omgang, fordi jeg er gift og min mand tjener mere, end kontanthjælpsgrænserne tillader. Så siden da har jeg været forsørget af min mand.

Siden har jeg naturligvis fulgt med i medierne og hørt om tilsvarende sager, men det sker forholdsvis sjældent, og som regel sker det det, at en enkelt sag kommer op, og så sker der ikke mere. Jeg har skrevet til talrige Folketingspolitikere og ministre, men får kun mere eller mindre meningsløse svar. Jeg er imidlertid ikke i tvivl om, at mange danskere hvert år rammes af samme problem - nogle fagforeninger har blandet sig i debatten og hævdet, at det drejer sig om flere tusinde hvert år.

Men eftersom jeg og andre i samme situation ikke har noget talerør, ingen forening eller organisation, hører man kun sjældent om os - ikke mindst fordi mange ikke magter at kæmpe længere.

Min hensigt er at samle så mange som muligt, som er i samme situation som mig og dermed forhåbentlig gøre os i stand til at råbe op med større vægt, end når den enkelte gør det.

Håber at høre fra jer!

Vh Lene Dam