|
Hejsa
Er en 20 årig dreng der har været i systemet i godt et år nu.
Har lige meldt mig til herinde da jeg godt kunne bruge noget læsestof om nogle der måske stod i samme situation og eventuelt var ældre end mig selv så jeg kunne se hvordan min fremtid måske kunne se ud en dag.
Jeg har haft depressive tendenser hele livet, depression siden 13 års alderen og angst siden 16 års alderen. Har prøvet diverse uddannelser (gymnasiet, mekaniker, svejser) dog uden held da enten min depression eller angst altid hindrer mig i at komme særlig langt.
Lige nu er kommunen igang med at undersøge om jeg kan få en bostøtte, tror ikke førtidspension er en mulighed for mig da de siger der stadig er behandlingsmuligheder, jeg prøver at se det positive i det. Det kan dog være svært når man ofte føler sig værdiløs, deprimeret og hindret i at leve et normalt liv som jeg kan se mine venner og veninder gør.
Render til psykiater på P afdelingens akutteam ca 1 gang om måneden pt, pga jeg kom derud en nat og var brudt helt sammen. Min stakkels mor ved jo ikke hvad hun skal stille op mere, og det gør ondt at man ved at man gør andre bekymrede og bange.
Psykologer har ikke hjulpet, medicinen hjælper mig heller ikke synderligt, tør ihvertfald ikke tænke på hvordan jeg så ville have det uden.
Min drøm var at få en midlertidig FTP hvor jeg kunne læse nogle enkeltfag på VUC og have den ro og tid til at få det bedre. Tror jeg bliver nødt til at gøre det på en bistand. Men håber bare jeg får det bedre en dag og kan gøre nogle af de ting jeg drømmer om jobmæssigt.
Kender slet ikke mine muligheder og syntes min sagsbehandler er meget langsom og dårligt forklarende, så jeg går og bekymrer og bekymrer mig hele tiden. Og er så bange for at virke doven når jeg sidder deroppe, selvom hun ikke har givet udtryk for at syntes det.
Det var lidt om mig, vil nok kigge lidt med og skrive herinde fremover.
-djobo
|