Jamen, kære Hla72, jeg skrev jo netop at
du ikke er sat her på jorden for at indfri andres forventninger til dig!!!!!
Det er der ingen der er! Og jo, et af dine store problemområder er at du stiller så urimelige høje krav til dig selv!
Og jo, du har svaret på, hvorfor du stiller så store krav til dig selv! Det gør du jo, for at beskytte din sårbare psyke over for ANDRES krav og forventninger, som du tror du skal leve op til for at være et elsk-værdigt menneske og det uanset om de forventninger og krav er rimelige eller ej!
Bare for at du ikke tror at jeg skælder dig ud, så vil jeg lige fortælle dig at jeg selv har lavet en rigtig bommert over for min kæreste, Viper, og som kom op at vende her i påsken, fordi en bruger her på siden skrev at h*n overvejede at gå fra kæresten pga. vedkommende mente at h*n bare var en klods om benet på sin kæreste. Viper skrev et indlæg til personen og der kom det frem at da jeg talte om at han burde forlade mig, fordi jeg følte det på samme måde som den person, ja, så havde han følt sig såret og afvist.
Det havde han ikke fortalt mig og jeg skal da liiige love for at jeg blev meget ked af det og flov, for det var jo ikke meningen, hvad han da også godt var klar over og derfor ikke havde fortalt mig at han havde følt det sådan.
Var det lige en at tænke over eller hvad? For hvad handlede det
også om? YES,
mine egne krav og forventninger til mig selv, og
ikke hans forventninger eller krav, for han har jo bare accepteret at jeg blev mere og mere syg; men det havde/har (slås da stadigt med det på det indre plan) jeg jo ikke!!!!
Jeg tror at vi alle sammen, mere eller mindre, kommer ud for disse indre konflikter og sorgfølelser m.m. når man bliver ramt af varig sygdom eller får varige skader pga. ulykke, og er også derfor vi bliver så sårbare over for iskolde og ufølsomme sagsbehandlere og over for venner og familie
Jeg er så godt klar over at du har haft det problem i mange år, og jeg vil så gerne hjælpe dig med at få styr på selvaccept og dit selvværd hvis jeg på nogen måde kan puffe dig lidt i den rigtige retning
Jeg ved også godt at du har brug for et langvarigt terapiforløb, for din psyke skal jo lære noget ganske andet end det din psyke har lært sig, og det tager lang tid og kræver megen øvelse .... Jeg øver mig stadig, og jeg har ellers øvet mig i mange år!!!
Men det indre arbejde er prisen værd, for at få ro på den indre 'arena' og så følger der også glæde med, når man endelig kan mærke at nu sker der fremskridt
Lige en ting til: Viper sagde dengang til mig i et noget vredt tonefald: "Ville du forlade
mig, hvis det var mig der var syg?!"
"Nej, er du vanvittig! fløj det ud af munden på mig. "Jeg elsker dig jo!" ..... "Nå!" sagde han bare og så mig meget bestemt i øjnene, hvor jeg jo så kunne læse resten
Og så er det jeg godt lige vil spørge dig om du tænker og dømmer andre mennesker lige så hårdt, som du tænker og dømmer dig selv? ... Nej, vel?
Ingen undgår at komme ud for urimelige krav og forventninger af ubetænksommme mennesker; men det er derfor også vigtigt at man kan skelne mellem hvad der er andres l... og hvad der er ens eget!
De bedste ønsker for dig, kære Hla72 og så nogle flere