[KattenJames]

Undskyld mig, men jeg tror at jeg er ved at blive små-sindsyg.
Det har nok mest noget at gøre med at der sker for lidt.
Jeg er førtidspensionist på 3 år og lider af en hormonforstyrrende sygdom. Jeg er blevet opereret 4 gange for en godartet tumor der sad ved hypofysen i hjernen, og har også fået en lang omgang strålebehandling.
Den sidste operation var i år 2000 og derefter fik jeg strålebehandling.
Jeg blev syg i en meget ung alder og det gjorde at selv folkeskolen var svær at klare. Jeg måtte tit blive hjemme og kunne ikke følge med. Da jeg gik ud af 9 klasse startede jeg som det første på min drømmeuddannelse (mediegrafiker) men fandt hurtigt ud af at jeg slet ikke kunne klare det. Men jeg blev ved med at prøve forskellige ting for at finde noget som jeg kunne klare, men jeg fik det værre og værre og det lykkedes bare ikke. Jeg har haft meget svært ved at forme venskaber, og tror jeg har udviklet en form for social angst. Jeg har kunnet læse at flere med min sygdom har det på samme måde. Siden jeg stoppede i folkeskolen har jeg ingen venner haft. Jeg føler mig mere og mere underlig,
Situationen idag er sådan, at jeg bor hos mine forældre, er 24 år. Jeg er energiløs, kan ikke koncentrere mig og har meget svært ved at sætte mig ind i nye ting. Jeg ser tv, laver lidt mad, passer mine to katte og laver musik på min computer i det omfang jeg kan klare. Og sådan har det stået på i mange år. jeg kan ikke huske hvornår jeg sidste har været glad eller grint. jeg er aldrig glad mere og der er ikke noget af det jeg foretager mig herhjemme der giver mening. Jeg har haft søvnproblemer i 1 1/2 år som ingen har kunnet hjælpe mig med. Nogle gange er jeg vågen 3 døgn i træk før jeg fuldstændig udmattet falder i søvn.
Tilværelsen bliver mere og mere ulidelig. Der skal ske noget, der mangler noget for at jeg kan have det godt. Men jeg kan ikke længere finde ud af hvad jeg skal gøre. Kan ikke tænke klart. Alt er gået i stå og jeg føler at jeg er fanget i en ensom tilværelse som jeg aldrig kommer ud af.
Jeg ville ønske at jeg i det mindste havde nogen at foretage mig noget sammen med. Men jeg tror at jeg er blevet for underlig efter så mange år alene, til at nogen ville gide at bruge tid på mig.

Jeg håber at noget af det her har givet mening. Jeg er bare dårlig til at forklare. Men jeg ville blive glad hvis bare een kunne skrive noget til det her.