[phhmw]

https://ekstrabladet.dk/opinionen/pu...8xerx2PC_tncaI

Det er ikke længe siden, Mette Frederiksen gav en officiel undskyldning til godhavnsdrengene, de tidligere børnehjemsbørn, der var blevet tævet og seksuelt misbrugt i statens varetægt. Og flere undskyldninger er på vej. Blandt andet til de grønlandske børn, der blev bortadopteret til Danmark, og som blev placeret på børnehjem, hvor de også var udsat for massive omsorgssvigt.

1. januar kunne man i nytårstalen konstatere, at statsministeren vil gentage historien. Hun vil anbringe endnu flere børn og sågar tvangsbortadoptere flere i statens navn.

Mette Frederiksen aner ikke, hvad hun taler om.

Kan vi ikke hurtigt blive enige om, at pigen fra Tønder-sagen skulle have haft hjælp? At de professionelle omkring hende skulle have reageret? Det gjorde ingen. Og det samme sker i dag. Hvem vil have en lille pige på fem år boende, der har en seksualiserende adfærd efter langvarige overgreb?

Tønderpigen blev fjernet og placeret på et børnehjem. Hun blev igen fjernet grundet dårlig behandling. Børnehjemmet blev efterfølgende lukket. Så kom hun i en plejefamilie, indtil hun fik erstatning som 18 årig, hvor hun skulle flytte i egen bolig. Derfra gik det igen galt. Hun blev kastet rundt og endte som hjemløs.

Når en børnesag bliver for kompleks, når svigtet er for abnormt, da har systemet svært ved at finde ud af, hvad det skal gribe i. Bare det at skrive og tale om den virkelighed, som systemet lukker deres øjne for, gør ondt. Til gengæld er systemet ikke berøringsangste overfor forældre, der ikke har begået overgreb og udøvet vold, men blot har begået den fejl at blive forældre, efter de selv har været anbragt som børn.

Eller vi kan tale unge forældre på overførsel, der ikke kan holde øjenkontakten med deres spædbarn længe nok. De får ikke lov at tage hjem med deres barn fra fødestuen. Det er 'clean cut'.

Eller vi kan tale de forældre, der er så tyndslidte af at have et handicappet barn, som de ikke får støtte fra kommunen til at passe. De klager og er besværlige, og til sidst fjernes barnet med den begrundelse, at forældrene ikke er samarbejdsvillige, at de ikke magter opgaven at drage omsorg for barnet.

Eller vi kan tale enlige, sårbare mødre, der har fundet en voldelig kæreste. Eller måske blot forældre, der er i krise på grund af nogle faktiske livsomstændigheder. Eller børn, der mistrives i vores destruktive institutioner, der er et omsorgssvigt i sig selv.

Alle disse forældre er ikke onde. De har brug for hjælp, men får den ikke. De ender i stedet med at få deres børn anbragt. Og hvis der er søskende, er disse også i risiko for at blive fjernet, da Socialdemokratiets politik åbenbart er, at hvis ét barn er anbragt, da skal søskende også anbringes.

Der er så høj en fejlprocent i børnesager, at borgerrådgiveren i København i 2017 fandt fejl i 100 procent af sagerne. Og de seneste mediedækninger af børnesager som eksempelvis dækningen af børne- familieafdelingen i Frederiksberg Kommune har vist det retssikkerhedsmæssige problem, der er i, at det er kommunen, der forvalter området.

Loven bliver brudt i alle kommuner på børneområdet. Men ingen taler om det. Ej heller statsministeren i sin nytårstale - hun taler kun om, at flere børn skal tvangsfjernes og flere børn skal tvangsbortadopteres. Hvis man forholder sig til retssikkerheden, der totalt dumper på børneområdet i hele Danmark, er det da ikke et problem at give selvsamme system bemyndigelse til at tvangsbortadoptere endnu flere børn, der mister deres ophav?

Jeg har oplevet, hvordan antallet af tvangsfjernelser er eksploderet – ja, fordoblet. Men de børn jeg har oplevet tvangsfjernet, har ikke været udsat for vold og seksuelle overgreb. Til gengæld har jeg selv forsøgt at underrette i sager om massive omsorgssvigt med ekstremt misbrug og vold, uden at der så meget som blev reageret, og Ankestyrelsen var næsten et år om at tage sagen op af egendrift.

Ydermere gik der ikke mindre end et år fra en fødsel til en indstilling om tvangsbortadoption i en socialdemokratisk forstadskommune, hvor det unge forældrepar af en psykolog fik stillet diagnosen: Ingen forældreevne. Ingen udviklingspotentiale. Og lige præcis det er nok til, at kommunen kan indstille til, at et lille barn mister retten til hele sit biologiske ophav.

Der lyttes desværre kun til udvalgte foreninger, som regeringen mener bør have en stemme i debatten. Imens må dem, det handler om, og som ingen stemme har, se sig stemplet som forældregruppe i statsministerens nytårstale.

Mon ikke en af de kommende statsministre skal igennem samme trædemølle som Mette Frederiksen om 50 år, når de nye årtiers tvangsbortadopterede er blevet så gamle, at de begynder at søge sandheden om deres ophav, inden de skal herfra? Præcis som godhavnsdrengende og de grønlandske børn.

phhmw

Tønderpigen bliver nævnt påny.

Som bevis på at kommunerne ikke magter opgaven.

Husk hvordan Kommunernes Landsforening råder kommunerne, når misbrugte svigtede børn som voksne anlægger erstatningskrav over for de kommuner der svigtede så mange børn.

Vrede hilsner