(Ups så lige der blev spurgt til andre unge, jeg sluttede med at være ung i systemet da jeg blev 30 sidste år
Men bliver så ung igen ifølge systemet næste år, indtil jeg er 40
Men håber nu jeg er ude af det, inden min 2. ungdom
)
Jeg har haft det som dig, og gemt mig bag hvide løgne. Men det blev det bare mere ubehageligt af. Følte folk kunne se lige igennem mig. Så jeg er blevet ærlig med tiden. Men syntes stadig det er træls at folk ikke fast, spørger om hvordan man har det, istedet for hvad man laver eller arbejder med. For jeg syntes rent faktisk jeg har det godt, når jeg selv kan få lov at styre slagets gang.
Selv om jeg ikke er blevet det endnu, så ved alle i mine familie at det (forhåbentlig) ender med pension.
Faktisk sagde min far til mig en dag, og han er virkelig glødende venstremand. At han håbede jeg kunne få pension, og komme ud af det limbo af sygdom (bipolare depressioner der udløses af stress især).
Men får jeg pension, så får folk det også at vide. Eksempelvis nogen man ikke har set i årevis og lignende.
Jeg skammer mig ikke mere, jeg har erkendt jeg ikke er som gennemsnitsdanskeren. Men har et psykisk handicap, der er ligeså "legalt" som en uden arme, eller andet fysisk handicap.
Rigtig mange forstår det ikke, og hvis, for det sker, at de forsøger at kloge sig. Og siger at alle har det bedst med at have noget at lave fast, og at der er brug for en. Så forklarer jeg kort, at jeg har det lige omvendt. Og at skaden bare er sket. Det eneste det vil bidrage med, er at jeg får det værre.
Sagde til en rigtig god ven (liberal accliance vælger, så det står efter, med udover det), at jeg håber på pension.
Hva??? håber du ikke på at blive rask? Hvad kan du da med dit liv som førtidspensionist.
Jeg kan sætte mig nye mål i livet, i det tempo som jeg kan holde til. Og have bedst mulig livskvalitet.
Men ja og nej. Ja jeg håber jeg kan blive rask, hvis de endda opfinder en kur, selvfølgelig. Men nej, jeg håber det ikke før en sådan skulle bliver opfundet. Så kan jeg netop sidde og have selvmedlidenhed (det må man godt have), og spilde mit liv yderligere. På at håbe på noget som er urealistisk.
Sluttede så af med at sige, jeg var ligeglad om han forstod eller accpeterede det. Det er dine penge (han arbejder) men det er mit liv, og vi lever i samme samfund. Med dertilhørende pligter og rettigheder. Jeg har gjort min pligt, og det kan jeg så ikke mere. Så jeg har ret til hjælp.
Den er så måske lige hård nok at slynge i hovedet på en der tjener mine penge for mig. Og højst sandsynligt kommer til det resten af mit liv, eller til han pernsioneres. Men bliver jeg angrebet af bedrevidenhed fra omgivelserne, så kommer det tilbage, med bagsiden af samme mønt.
Sådan har jeg aflivet min skam tror jeg. Fordi mine nærmeste har bakket mig op. Og har erkendt overfor mig selv at jeg er (usynlig) handicappet. Jeg har ikke snydt, jeg har kæmpet for at leve op til de krav der er. Jeg har gjort mere end mit bedste. Ellers havde mit helbred ikke taget skade.