Hej... jeg er ny her på K10, så tilgiv hvis jeg kludrer lidt i det i starten her
Jeg har for 4½ år siden fået et piskesmæld ved bilulykke, hvor min datter og jeg kørte frontalt ind i stort vejtræ og blev slynget baglæns ud på marken bagefter. Dette skete 5 mdr. efter jeg knuste min skulder ved fald fra min hest...
Siden da, har smerterne kraftigt taget til overalt i kroppen, og jeg fik for nyligt konstateret fibromyalgi af betydelig sværhedsgrad.
Jeg har gennem årene med 4 timers let kontorjob ( ikke flex), kæmpet for at holde fast i det jeg havde, og min redning så længe, har været at min mand arbejdede samme sted og kunne hjælpe mig konstant, fordi jeg lavede mange fejl og havde enormt svært ved selv det mest simple, mine opgaver var at tage telefonen og omstille, samt taste helt rutinemæssige ting ind på computer.
I marts blev det kort sagt nok, og efter nogle forsøg på deltids sygemelding osv., måtte jeg lade mig fyre.
Og nu er jeg så efter 4 mdr. opsigelse, i kløerne på kommunen i det nye TTA projekt, som handler om at få langtidssyge hurtigt tilbage i job.
Jeg har SÅ svært ved at finde mine ben i det her, ALT det man skal igennem hele tiden at besøg hos neuropsykolog, som konstaterede at min arbejdshukommelse, koncentration og tempo, er ekstremt lavt... han skrev udover dette, mange rigtigt dårlige ting om mig, som jeg gætter på vil skade min sag slemt! og så ellers psykolog, neurolog, arbejdsmedicinsk,jobkonsulent, sagsbehandler og afspændingspædagog... altsammen på meget kort tid, er allerede helt bims i hovedet!!
Jeg føler i den grad, at jeg er færdig på arbejdsmarkedet... og foran mig står denne hær af betalte mennesker, de VIL have mig igang igen, som VIL se initiativ og motivation fra mig... hvor finder man den henne? Hvordan er I andre kommet igennem dette hårde cirkus? Jeg orker end ikke at tænke flexjob, men ordet pension er FY!! Så er man i sandhed doven og vil bare have alt serveret... Hvor er det bare hårdt
Jeg ville gerne være som dem, der bare formår at ignorere alle smerter, som bare VIL arbejde og som i den grad har et drive og en vilje til at bevise, at de stadig har noget at byde på!! Sådan har jeg det bare ikke!! Gør det mig til en skidt og doven person? Er det ikke acceptabelt ikke at orke at være på benene mere nu, efter årelang kamp?
Mht piskesmældet, ja så mener jeg også at det for længst er stationært efter 4½ år... men nej nej, neurologen har da skrevet til kommunen, at der ved målrettet træning med f.eks yoga og kognitiv træning, kan forventes betydelig bedring, dog nok først efter nogle år!! Vil det sige, at man vil kæmpe for det de næste år, før jeg kan komme videre i sagen? For kommunerne er intet åbenbart stationært
