Citat:
Oprindeligt indsendt af Antoniette
Enteneller: Ja, det har jeg også prøvet en del gange. Jeg synes at det var så flovt, at jeg holdte mig fra den slags selskabeligheder. Hvad svarede du, når folk spurgte? Sagde du at du var førtidspensionist? Var der forståelse for det?
Til folk jeg tilfældigt møder, som jeg ved at jeg ikke skal have videre bekendtskab med, så siger jeg bare at jeg er uddannet som bla bla bla. Orker ikke at sige at jeg er førtidspensionist, for så ender det som regel med at jeg skal forklare hvorfor, og det gider jeg ikke længere. Hvad rager det også fremmed mennesker? Jeg står da heller ikke og forlanger at de skal fortælle mig hele deres læge historie.
|
Vi var inde på emnet da vi talte fleks omkring en af mændenes koner ved bordet. Set i bakspejlet skulle jeg da også bare have sagt at jeg var indkøber og så videre til det næste emne, for som du siger når man ikke har videre med dem at gøre end denne ene aften, så er det det. Man skal lige lære at tackle det, men det afholder også mig i at gå ud og gå til selskaber, både fordi jeg ikke orker det og for ikke at havne i "situationen".
