Jeg går skam ud for at handle, og jeg cykler også en tur nogen gange. Men det er ikke noget der gør mig rigtigt glad.
Jeg bor langt ude på landet hos mine forældre og vil meget gerne flytte til en større by, men jeg kan ikke selv overskue flyttemprocessen. Jeg har spurgt mine forældre flere gange om de vil hjælpe mig med det, men de er så overbeskyttende at de gerne vil have at jeg bliver boende hos dem, så de er ikke til nogen hjælp. Hvis jeg købte en hund og gik tur med den ville jeg ikke møde nogen herude, og hvis jeg gjorde ville jeg alligevel ikke turde sige hej. Der er bare virkelig dødt heromkring. Hvis man vil noget skal man køre et stykke og jeg har ingen bil og bliver dårlig af t køre med bus.
Der findes et slags værested 7km væk hvor jeg er cyklet ind 4-5 gange, men der er mest ældre mennekser og jeg har ikke kunnet finde ud af at snakke med nogen.
Jeg har virkelig aldrig kunnet finde ud af at være sammen med andre mennesker. Men det er det som jeg ønsker allermest, at få venner. Jeg har ikke haft en siden jeg var omkring 11-12 år. Jeg har prøvet at få venner, men lige meget hvor henne så blive jeg altid lukket ude, eller måske er det mig selv der lukker mig ude, jeg ved det ikke! Jeg er bare ikke spændende/elskværdig person. Folk synes bare jeg er mega underlig
Det har jeg kunnet mærke gang på gang.
Jeg har tænkt på at prøve et højskole ophold på en højskole jeg har læst om, som har en elektronisk musiklinje. Det er jo min hobby, så jeg tænkte at det kunne være et godt sted. Men er bare så bange for at jeg bliver ham der går alene igen, som jeg altid bliver.
Jeg har spurgt min læge om jeg kunne få melatonin, men det kan jeg ikke. Det er noget med at det kun må give til kvinder over en vis alder.