[Bella76]

Først min historie kort:
Jeg har siden september 2008 været sygemeldt med stress, depression og medfølgende hovedpine og maveproblemer. Jeg har siden haft flere angstanfald. Jeg får antidepressiv medicin.

Jeg har i perioden været i 3 virksomhedspraktikker (ifbm revalidering). Den første sluttede med 25 timer, den næste sluttede med 12 timer og den sidste blev jeg sygemeldt fra da mine skånehensyn ikke kunne imødekommes og jeg fik det psykisk meget værre.

Der er en speciallægeerklæring fra december 2009 på 8 sider baseret på 2 timers samtale med en psykiater samt en MCMI test, der primært opsummerer mit liv indtil nu og som konkluderer, at der er tale om en depression af moderat til lettere grad og det anbefales en intensivering af behandlingen. Den slutter af med at konkludere, at "..har behov for en længerevarende periode, hvor hun kan etablere sig på arbejdsmarkedet, specielt kan det anbefales, at den nuværende virksomhedspraktik forlænges."

I marts 2010 bliver der lavet en revalideringspsykologisk undersøgelse baseret på 2X1,5 timers samtale med en psykolog. Der bliver desuden lavet div. tests. Konklusionen bunder ud i en række skånehensyn samt at jeg har en udviklingsforstyrrelse. Psykologen skriver:
"Der vil således være følgende varige skånehensyn:
Nedsat tid, tydelig kommunikation, støtteperson, tilpasning af arbejdstiderne, mulighed for at hun kan trække sig tilbage, information om forandringer i god tid, ekstra tid til ny indlæring, ingen tidspres, klare overskuelig mål, støtte til tolkning af sociale relationer, opmærksomhed på støjoverfølsomhed."

Lægekonsulenten vurderer herefter, at jeg ved hjælp af en mentor, skal i praktik med henblik på at jeg kommer tilbage til ufaglært ordinær beskæftigelse.

Efter den revalideringspsykologiske undersøgelse er jeg i den sidste virksomhedspraktik hvor jeg så ender med at blive sygemeldt i juni og har siden ikke været aktiveret andet end muligheden for at træne 2x ugl i motionscenter.

Det sidste jeg har været i kontakt med min SB var i juli hvor vi havde et fælles møde med min SB, min læge, min psykolog samt min jobkonsulent. I referatet fra mødet står der, at både min psykolog og læge "ikke finder, at XX XX vil blive i stand til at opnå fuld selvforsørgelse på det ordinære arbejdsmarked" "...samt at hun kun vil kunne klare få timers arbejde pr uge - selv med støttende samtaler og hensyntagen til skånebehovene."

Sagen er blevet forelagt lægekonsulenten igen og denne gang var resultatet at jeg skulle 8 uger i intern praktik på et revacenter og derefter 8 uger i praktik på en større produktionsvirksomhed.

Jeg vil selvfølgelig medvirke alt det jeg kan, men jeg kan mærke at det påvirker mig meget at skulle starte i praktik igen, så derfor vil jeg høre, om der er nogen der har nogen vise ord til mig som de vil dele ud af?

Jeg kunne godt tænke mig at vide, om der er noget jeg selv kan gøre for at undgå at blive kørt helt ned, som det endte med efter sidste praktik? Jeg får konstant at vide, at jeg skal lære selv at sige fra og selv at blive bedre til at passe på mig selv, men det er jo netop mit helt store problem! Jeg ved godt at jeg skal passe på mig selv osv, men jeg er typen der knokler og gør alt hvad jeg kan på mit arbejde med det resultat at jeg intet er værd ifht min familie fordi jeg er kørt helt ned når jeg kommer hjem....

Er speciallægeerklæringen fra psykiateren en tilstrækkelig grundig undersøgelse til at lægekonsulenten kan ligge så meget vægt på den som jeg føler han gør?

Jeg er klar over, at jeg skal have søgt om aktindsigt, så det gør jeg nu, men hvad ellers?

Slutteligt skal jeg lige sige, at jeg ikke er så god til at stave, så derfor har jeg fået hjælp til at skrive dette...