[phhmw]

http://www.socialraadgiverne.dk/File...aadgiveren.pdf

Side 13 "Dansk Socialrådgiverforening"`s medlemsblad.

Kommunerne har i årevis bevilliget el-scootere til voksne med funktionsnedsættelser.

Men skal el-scooteren bevilges som hjælpemiddel eller forbrugsgode?

Ankestyrelsen har ændret praksis mange gange, og det skaber tvivl.

Derfor denne gennemgang:

Efter Servicelovens § 112 skal kommunen yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Der skal foretages en væsentlighedsvurdering af hjælpemiddels evne til at afhjælpe følgerne af funktionsvurderingen.

Der er tale om en 100 % finansiering af hjælpemidlet. Kommunen afholder udgifter i forbindelse med udskiftning og reparation. Borgeren afholder som udgangspunkt evt. driftsudgifter selv. Til samme personkreds kan der efter § 113 ydes støtte til køb af forbrugsgoder. Forbrugsgoder defineres om produkter, der er fremstillet og forhandles bredt med den sædvanlige befolkning som målgruppe.

Støtte til indkøb af et forbrugsgode afholdes med 50 % af prisen.
I særlige tilfælde kan forbrugsgodet have en så specifik funktion for borgeren, at der reelt er tale om et hjælpemiddel. I disse tilfælde findes der hjemmel i § 113, stk. 5 til en 100 % finansiering af forbrugsgoder. Drifts-, reparations- og udskiftningsudgifter afholdes af borgeren.

Dog finansieres reparations- og udskiftningsudgifter, hvis der er tale
om en bevilling efter § 113, stk. 5.

Det har således stor betydning, om en el-scooter er bevilliget efter
§ 112, § 113, stk. 3 eller § 113, stk. 5, idet indkøb af scooteren enten
finansieres med 50 % eller 100 %, ligesom udgifter til reparation og ud-
skiftning afhænger af hvilket bevillingsgrundlag, der benyttes.

Ankestyrelsen anså i afgørelse C-30-00 en el-scooter som et hjælpe-
middel, der skulle bevilliges efter § 112. I C-42-08 ændrede Ankestyrelsen praksis.

Herefter skulle der bevilliges med hjemmel i § 113, stk.3 – altså som et forbrugsgode med 50 %. I 27-10 fandt Ankestyrelsen,
at bevilling af el-scooter skulle finde sted med hjemmel i § 113, stk. 5,
idet el-scooteren i den konkrete situation udelukkende fungerede som
et hjælpemiddel for borgeren.

I 99-10 udtalte Ankestyrelsen, at der ikke ved udskiftning af et styregreb på en scooter oprindelig bevilget som hjælpemiddel fremadrettet skulle bevilges som forbrugsgode med hjemmel i § 113, stk. 3.

I 121-10 blev el-scooteren bevilliget efter § 113, stk. 5. Endelig har
Ankestyrelsen i 156-11 fundet, at det korrekte bevillingsgrundlag i den
konkrete sag var § 113, stk. 3.

Den aktuelle diskussion går således på, om det korrekte grundlag
for bevilling af el-scootere er som forbrugsgode efter § 113, stk. 3 med 50 % finansiering eller efter § 113, stk. 5 som forbrugsgode, der udelukkende fungerer som hjælpemiddel og dermed med en 100 % finansiering. Svaret er, at det kan der ikke – uden at kende den enkelte sag– siges noget sikkert om.

Begge bevillingsgrundlag er mulige.

Hvorvidt der i den enkelte sag skal bevilliges efter stk. 3 eller 5, afhænger af el-scooterens funktion i forhold til den enkelte borger, samt i hvilken grad borgeren i øvrigt er kompenseret.

Det skal altså foretages en samlet vurdering i den enkelte sag.
El-scooter– hjælpemiddel eller forbrugsgode?

Karen Elmegaard, cand. jur. og lektor ved socialrådgiveruddannelserne, Metropol


Ja, let må det da ikke blive, for handicappede, at forstå reglerne.

Hilsen Peter