Godt skrevet L.S.
Citat:
|
Oprindeligt indsendt af L.S.;314905
Til disse Gråzone-psykisk ramte er der INTET.
Deres handicap er 'usynligt', de kan ofte udadtil være velfungerende at skue - men indeni, indeni, er der stadig [B
meget[/B] tung, mørk og smertefyldt.
Jeg har personligt mere end én gang siddet med en sådan person, der i forpint og skræmmende alvor har spurgt:"SKAL jeg lave et selvmordsforsøg, for at blive taget alvorligt?". 
Der mangler i dén grad tilbud til de nogenlunde selvkørende psykisk syge i Gråzonen.
F.eks nyere typer af terapi med en kropslig tilgang.
Der både ville opfordre til et minimum af fysisk aktivitet, samt give social og psykologisk træning.
glem ALDRIG: |
Jeg selv er sådan en gråzone-psykisk ramt...
Jeg er gift (har holdt sølvbryllup) har 2 velfungerende voksende børn. Villa, vovse og V.... (Ford) Jeg er uddannet smed og en videregående uddannelse som maskintekniker. Jeg har altid passet mit arbejde og aldrig ligget nogen til last.
Alt i alt en velfungerende kernefamilie hvor ingen og jeg siger INGEN har haft nogen som helst idé om hvad det gemte sig under overfladen, ikke engang mig selv
Den eneste gang jeg har modtaget behandling var for 20 år siden. Der blev jeg tilknyttet ambulatoriet i et år for behandling af en depression. Nogle selvbetalte psykolog-behandlinger ved krise-situationer er det også blevet til.
Da jeg fik en arbejdsskade i 2009 og derefter 3 blodpropper i hjernen, begyndte lavinen at rulle...
Da jeg efterfølgende blev
diagnosticeret med borderline (jeg har haft det hele mit liv) måtte jeg kaste håndklædet i ringen og bede om hjælp. Nej rettere jeg måtte råbe om hjælp, for ingen tog det alvorligt (jeg har jo altid haft det "perfekte" liv)
Jeg fik min læge til at lave et skriv til hospitalet, fordi jeg ville indlægges
men næææ nej, jeg kunne ikke blive indlagt da jeg ikke er selvmordstruet
Det er da også rigtigt at jeg ikke er selvmordstruet men det kan vel heller ikke være eneste grund for at have et behov for hjælp og for at kunne modtage noget hjælp eller hvad?
Så spørgsmålet er her som L.S. så rigtigt skriver.
Hvordan skal sådan en som mig få del i de ekstrabevillinger der bliver givet til psykiatrien?
Hvor kan vi gå hen og få den hjælp som vi så hårdt har brug for når vi ikke kan få lov til at blive indlagt?
Hilsen Moi