Hvordan er jeg endt på Førtidspension 34 år gammel?
Det er et godt spørgsmål.
Som 11 årig mistede jeg min far. Jeg har altid været kvik i hovedet, fuld af fremdrift og nysgerrighed på livet. Desværre har jeg også været (er) en tænker, der starter med at vende ting i hovedet og desværre nok også lidt for stolt til at lade andre hjælpe mig, selv som barn. Jeg reagerede ikke på min fars død, gemte sorgen over tabet godt af vejen og lod ingen trænge ind til mig. Det har været det tab der satte kursen i mit liv.
Efterfølgende blev jeg "tæppebombet" op igennem mine teenage år.
- Jeg fik Diabetes type 1 som 12 årig (arvet efter farmand, det kaldes vel tvangsarv?).
- Min mor, som på det tidspunkt var omkring de 33 og enke med 3 børn, fik et sammenbrud og måtte på stolpegården. Mine søskende røg i døgnpleje imens og jeg blev boende alene derhjemme med tilsyn.
- Så døde min mors veninde i en trafikulykke. Det var et hårdt slag, for det var hende der havde været vores "støttemor" under de svære år.
Alt dette har sat mig i en konstant tilstand af følelsesmæssigt chok op igennem mine teenage år og bivirket at jeg jævnligt gik ned med depressioner, ikke var ret god til at passe på mig selv og min sukkersyge og i det hele taget ikke beskæftigede mig ret medet med de dersens følelser. Det var jo menst bare sorg og smerte, så - låg på.
Så fra jeg var 11 til op omkring midt i 20'erne har jeg vel sparet gevaldigt op på min "gå ned" konto.
det er dog mest set i retroperspektiv at det var hådrt, svært og sort. Da jeg var i det var det jo bare sådan tingene var og man skulle jo have livet til at fungere. Så jeg fik taget mig en uddannelse, fik mig et job og en kæreste - alt sammen med skyklapper på =/
Så begyndte jeg at opleve at tingene blev sværere og sværere, min arbejdsevne dalede og efter 7 år i job, kom jeg på Flex 20 timer ugentligt, hvilket også fungerede fint, så længe jeg var i de rette rammer og følte mig tryg - desværre er arbejdsmarket jo ikke stationært og jeg mistede det job. Jeg fandt et nyt fleksjob på Århus Universitet, men led meget under dårlig ledelse og bare at være en måde at spare penge på. Der var ingen forståelse for at jeg var fleksjobber af en årsag.
Det tog den sidste gnist fra mig og jeg gik helt i sort. jeg blev depressiv, isolerede mig, røg ud i et hashmisbrug (dulme dulme) og kunne på mange måder slet ikke kende mig selv.
jeg har diagnosen Emotionelt Ustabil Personlighedsstruktur, gået fra type borderline til type uspecificeret i dag. Jeg har været tilknyttet psykiatrien siden jeg var 17 og har været i fast terapi hen over de sidste 8 år af mit liv. Det har hjulpet mig meget. I særdeleshed i forhold til selvværd, egenomsorg og i det hele taget er jeg blevet meget bedre til at mærke efter, kende min grænser og tage hensyn til dem - og ikke mindst til at tilgive mig selv.
Sidste år, ved denne tid, stod min hjerne helt af.
Jeg blev indlagt på Neurologisk I Århus med global amnesi. Jeg havde mistet min hukommelse helt og holdent. Kunne ikke huske mine søskende eller mor, eller om jeg overhovedet havde nogen af delene. de fandt ikke noget på neurologisk, så jeg blev udskrevet dagen efter, kom hjem i lejligheden og sov så 22 timer i døgnet i 10 dage i streg. var kun oppe for at spise, tage insulin og gå på toilet.
en sjov, men dog uhyggelig oplevelse, var at vågne kl 03 om natten og opdage at der ligger en (ret stor) ukendt mand på mit gulv og sover. jeg vækker ham og spørger pænt "undskyld, men hvem er du og hvad i alverden laver du på mit gulv?" Han sætter sig op, stikker mig næven og siger "Hej, jeg hedder Steen og vi har kendt hinanden i 30 år"
What?!
jeg husker stadig ikke noget fra de 10 dage, men ved at min familie og venner skiftedes til at holde 24 timers vagt til jeg kom til mig selv igen. Efter de 10 dage havde jeg 3 - 4 dage, hvor jeg havde det fint (mine kognitive evner er dog stadig ret nedsatte og var det i særdeleshed lige efter), lige indtil kroppen/hjerne blev overkørte. Så fik jeg psykotiske oplevelser og angstanfald. jeg røg tilbage på Neurologisk og da de stadig intet fandt, videre til psykiatrisk skadestue. her var jeg allerede mig selv igen, om end følelsesmæssigt udtømt og temmelig grådlatent, og har ingen psykotiske oplevelser haft siden.
Nu sidder jeg så her og skal finde nye måder at fylde indhold i livet på, nye måde at skulle bruge min tid på. Arbejde tager jo immervæk temmelig meget af dagen normalt vis og nu skal jeg selv udfylde den. det er en udfordring for mig og en af grundene til at jeg er på K10
Det var vist min hisorie og som det måske er faldet nogen af jer ind, er jeg ret dårlig til at fatte mig i korthed
