Ja, det er sku ikke sikker på. Nogengange har jeg det dårligt over min barndom, som var før krisehjælp. (Jeg var i en busulukke (fik kraniebrud og brud på kravebenet)- året efter blev en lille pge påkørt af en lastbil, lige efter, hun stod af bussen. (hun døde, og moderen, der havde stået på den anden side af hovedvejen, blev aldrig sig selv. Det var også grimt!) Min mor sagde, jeg var grøn i hovedet, da jeg kom hjem. Jeg kan KUN huske, jeg førsøgte at berolige pigen klassekammerater, og at hun lå på vejen- 100 meter væk- og lastbilen lå helt skråt i grøften. Derefter er det sort.)
Som regel går det.
Selvom jeg som regel har ondt i mit skelet/muskler, det IRRITERER mig, at jeg ikke kan hælde varer i/op på båndet/ i indkøbsvognen- og læsse dem på min muklkebik- uden det gør nedern ondt- med mere ondt!
Jeg bliver jo ikke mirakuløst rask fordi, jeg har en FP.
Men jeg har det bedre på mange måder: Jeg sover bedre. Min ryg/skulder skal kun det, jeg vil. At jeg så er meget stædig- og har ondt med ondt er- jo min fejl.
At hus og have så ligner tilgroet i ukrudt og skidt og møg- det må jeg tage med. Gæster må kun komme i meget god tid!
Grunden er ryddet for flere tons skidt, jeg har samlet bittesmå glassplinter op, men der er afgjort snerler og brombær.
Men jeg har mittekattene, og de er opdraget!
Hvis man KAN få hjælp- skal man sige JA. Jeg fik ikke en snus, det har fulgt mig hele livet. Jeg kan ikke se en krøllet bil- uden at blive dårlig.
Den dag vi flyttede fra Bjerringbro kørte en MC ind i en bil, det så vi. Det var ikke... Mc-personen døde- fandt jeg ud af- bagefter. Han kørte lige for stærkt om hjørmnet og balrede ind i en stationcar, der kørte ud fra tanken.