Min familie spørger ikke ind til diagnoserne. De tier ting ihjel. Hvis jeg forsøger at fortælle eller snakke om det, så svarer de enten ikke eller siger, at de ikke gider snakke sygdom. Når de fx er på besøg og skal til at hjem, så rejser de sig med fx ordene "Os som arbejder skal jo tidlig op".
Hvordan oplever jeg at være mor
Jeg elsker mine børn og er SÅ glad for, at jeg har fået dem alle. De gør, at jeg kommer op og har en strukturet hverdag. De tvinger mig til at have en masse rutiner, som jo er skide sundt.
Der er ingen tvivl om, at det er benhårdt arbejde at have 3 børn samtidig med, at jeg er syg. Nogle gange ved jeg ikke hvordan jeg stadig kan stå op. Jeg går nok rundt med dårlig samvittighed 95% af tiden.
"bare nu ikke mine børn bliver ødelagt pga min sygdom"
"bare nu der ikke sker dem noget, hvis jeg skælder dem ud"
"bare jeg ikke har "smittet" dem med psykisk sygdom"
osv osv osv osv..........................
Tror nu også, at alle andre forældre i DK, har dårlig samvittighed over en masse. Vi tror jo altid, at naboen er bedre til det hele.
Men sådan helt objektivt vurderet, så er jeg sgu en god mor. Jeg er meget nærværende (siger jeg så mens ungerne hopper for at snakke, men jeg koncentrere mig om pc'en) he he. Jeg bruger meget tid på at lege med mine børn. Går meget på legepladsen og vores hjem er altid åben for alle deres venner, som elsker at opholde sig her.
Det værste er min hukommelse, som har taget gevaldigt skade efter ulykken i 1998. Jeg skal skrive alt ned, ellers glemmer jeg det.
Det er heller ikke altid, at jeg kan overskue at deltage i diverse fælles møder på skolen osv. Eller deltage i en masse arrangementer, hvor hele klassen er samlet. Dette er jeg selvfølgelig enormt ked af, da det jo går ud over ungerne, at mor ikke orker at tage med.
Jeg er faktisk også god til at huske, at være en anden end bare mor. Dette gør at min rolle som mor går meget bedre.