Citat:
Oprindeligt indsendt af annech
hej med jer !!
længe siden. er jeg følsom eller er det mobning når man ofte gentagne gange kan møde mandag morgen på jobbet og alle siger... tak for sidst til hinanden og man igen" igen" står og føler sig overset-ignoreredet. eller skal jeg se det som en trussel for at blive frosset ud af personale gruppen. ??
jeg arbejder fast" i et institions køkken og er jo min egen boss. og ikke en af de faglærte i huset. skal jeg se det som noget negativt" eller skal jeg ignorere" det og så bare holde mig for mig selv sammen med rengøringsdamen som også går alene. det er jo pedagoger jeg går op af. de er meget" sammen tømret" pedagogerne i huset. vi siger,dog godag og farvel til hinanden hver dag men heller ikke meget andet. og lige en vigtig" detalje og spørgsmål.. ?????
vi fik alle udleveret papirer over arbejdspladsens økonomi. og der hvor mit" navn var stod der.... fuld" finanseret"... på nær ca.200.kr om md.
burde jeg så gå i frygt" for at evt" få sparket" jeg ved jeg er dygtig" til mit job. ogdet siger chefen også men det nager mig bare det med jeg kan møde på arbejdet indimellem og finde ud af at mine kolegaer nu skal på pedagogisk weekend og jeg finder ud af det af omveje. sidste år sagde min chef at det havde de glemt at sige. m en 2.år i træk. det virker mystisk..
men så nu her igår" får jeg afvide at de ikke skal på pedagogisk weekend alligevel. og at jeg skal sørge for maden til dem i huset,hvilket jeg er ok med. det er bare det med jeg ikke aner hvor jeg har folk der går mig på. og skal jeg tage det personligt" som sagt".... jeg ved"... jeg er unværlig i huset da det jeg laver er noget de andre ikke har tid til. og ikke gider.. jeg elsker jo mit job.. så skal jeg bare ignorere mine kolegare m.m og bare passe mine ting el. synes i" jeg har grund til bekymring. for jeg døjer meget med min angst" for tiden.
knus angst" anne-christine.
|
Kære anne-christine
Allerførst et stort kram til dig
Dernæst lidt ord i forhold til dit spørgsmål.
Jeg er selv uddannet pædagog og har tidligere arbejdet på et dagtilbud for voksne handicappede. Først i almindelig stilling, dernæst i fleksjob.
Udover mig var der ansat andre i fleksjob, bl.a. i køkkenet og til let caféarbejde. Desuden var der mange pædagoger og en køkkenleder, en pedel og en rengøringsassistent.
På det sted var det sådan, at vi alle deltog i møder, hvor det var absolut nødvendigt, f.eks. hvis det handlede om arbejdsmiljø. De pædagogiske møder var for pædagoger. Der var nogle, ikke kun fleksjobbere men også almindeligt ansatte, som følte sig udenfor, fordi de ikke deltog i disse møder. Det var noget vi ofte tog op på personalemøder, hvor det blev tydeliggjort, at vores faglighed var forskellig, men at vi alle var uundværlige.
Jeg ved ikke, hvor mange timer du er ansat på eller hvad dine vilkår er..jeg ved blot at det er personer som dig, der i hverdagen er limen, som får tingene til at hænge sammen..du laver jo lige nøjagtigt det der gør, at det pædagogiske personale kan koncentrere sig om det pædagogiske arbejde..og det er guld værd for en institution.
Jeg er ikke af den opfattelse, at du holdes udenfor eller mobbes..og det med at der står at din stilling finanseres næsten 100%, er et plus for dig..for de kan ikke spare noget ved at fyre dig, hvis institutionen skal spare eller nedskære. Det er hermed tydeliggjort for alle,på skrift og det hele
Jeg synes du skal holde hovedet højt, tænke på at du er et plus for institutionen og så fortsætte med at hilse på dine kolleger...
Jeg håber du får styr på din angst
for jeg ved hvor store spøgelser, den kan frembringe..