Se enkelt indlæg
Gammel 17-11-2011, 11:01   #7
Tassi
Lever på K10
 
Tilmeldingsdato: 09-08 2010
Indlæg: 1.063
Blog Indlæg: 7
Styrke: 16
Tassi er ved at flytte ind på K10Tassi er ved at flytte ind på K10
Citat:
Oprindeligt indsendt af Desmond007 Se meddelelser
Tak for de gode råd

Jah, jeg har i den grad kørt en selvdiagnose, men kun udfra hvad jeg har lært af min psykoterapeut og hvad jeg mærker og oplever at der sker i min krop.
Eller "kun" er måske ikke helt korrekt. Der er altid en vis grad af tænkning, når man som mig, på den ene side har lært at jo mere man fokuserer på sine begrænsninger, jo mere begrænset vil man blive, både i krop og sind, og det faktum at når man søger fleksjob fordi man faktisk HAR begrænsninger bliver bombarderet med vestlige navne og diagnoser på ens "tilstand" , som jeg hellere vil kalde årsag og virkning. Så det jeg prøver at sige er at jeg hele tiden prøve at "mærke" hvad den her krop jeg har fået fortæller mig og tilpasse mig derefter, men så bliver begrænset hele tiden, fordi jeg skal prøve at forklare hvad jeg mærker og oplever INDEN i mig, så en læge eller sagsbehandler kan forstå det. og det er rimeligt svært synes jeg, for de fatter bare ikke det sprog jeg snakker.

Jeg anfægter ikke den vestlige viden om kroppen, men den er i min verden bare ret begrænset. Her er en krop. Det er min krop og min krop er syg, tag en pille, virker bare ikke for mig. Nu har jeg været i intens terapi i et par år, og jeg har lært og MÆRKET så meget om mig selv, at jeg efterhånden kender alle følelser i mig og jeg har oplevet dem og været i dem, og lært at acceptere dem som det de er, bevægelser der kommer og går, og jeg har mærket at fordi jeg er dårlig til at sige fra, opbygger der sig jævnligt vrede og sorg i mig, som min krop automatisk ryster fra sig ved at gå i spasmer og fordi jeg ikke tør at være mig selv og bare være fri, bliver jeg stiv i kroppen og i sindet, og gør min ryg svag.

Så de sidste par år har jeg mærket og mærket og mærket og mærket, jeg stoler på at det jeg mærker er korrekt, men når jeg så skal forklare dette til kommunen eller lægen, begynder jeg at sætte ord på alle de ting jeg mærker, og så er det jeg begynder at tænke, fordi ord nu engang er tanke, og så er det jeg kommer længere og væk fra kontakten til mig og det der sker inden i mig.

Men som i siger må jeg bare få set at komme til lægen og fortælle ham på en meget jordnær og vestlig måde, hvad jeg "fejler".

Men ved i hvad. Jeg har allermest bare lyst til at melde mig totalt ud af behandlersystemet og alt med kommunen, for det føles sku som om man bliver mere "syg" jo mere man bliver tvunget til at tage stilling til ord som post-traumatisk-stress syndrom, panikangst og depression.

Jeg må bare prøve at huske at jeg ikke er syg, men at jeg som menneske faktisk er helt som jeg skal være, med de prøvelser som jeg nu engang er blevet givet og efter bedste overbevisning prøver at lære af.

Desmond
Kære Desmond

Du rammer noget meget centralt her, og jeg kan sagtens forstå dine overvejelser. De kommer fra et selvstændigt menneske, der forsøger at tage ansvar for sig selv, og som stadig har følelsen af sin egen suverænitet

Det er så nu, at jeg - desværre - må rive gulvtæppet væk under dig

I det øjeblik du ikke kan klare dig selv længere, men er afhængig af systemets hjælp, indtræder du på systemets præmisser. Her kommer man ingen vegne uden at have været turen rundt i behandlersystemet, og har fået fine diagnoser i sine papirer. Man skal finde sig i at blive sygeliggjort i ganske unødig grad, da man igen og igen er nødt til at fokusere på sine dårligdomme, og efterhånden får en stak papirer med sig, hvor man kan læse om sig selv som et "tilfælde", med det resultat at denne "syge"identitet gradvis tager mere og mere over.
Du har fuldstændig ret - det VIL overtage dig - og du gør ret i din bekymring. Men der er intet du kan stille op. Det er systemets præmisser. Du vil blive dine diagnoser - om du vil det eller ej.
Kunsten er her, ikke at miste sin styrke og overblik, og forsøge at bevare dig selv så meget som muligt. Men jo længere tid man hænger i systemet, des sværere bliver det. Og jo sværere bliver det at finde sig selv bagefter. Hvis det overhovedet er muligt. Det kan forandre et menneske meget, at være tvunget ind i systemets præmisser

Du har mest lyst til at melde dig ud af behandlersystemet, siger du. Og har du mulighed for det, er det klart det allerbedste råd jeg kan give dig - mens du stadig har kontrollen over dig selv. Men kan du ikke længere forsørge dig selv uden systemets hjælp, så har du ikke længere denne luksus af "frihed" til selvbestemmelse

Så til den positive side:

Som Ricky siger, så kan man bare ikke diagnosticere sig selv. Der kan være rigtig mange grunde til, hvorfor det ene og det andet, og det kræver en professionel - over psykoterapeutniveau - til at identificere

I mit eget tilfælde, led jeg af stress i mange år, uden at ane, at der lå en helt specifik årsag bag. Jeg arbejdede med mig selv, interesserede mig for psykologi, testede mig selv, forsøgte at tage hensyn til mig selv osv - så var et sundt, selvreflekterende menneske
Da filmen endelig knækkede for mig helbredsmæssigt, satte jeg ind med nye strategier. På visse punkter oplevede jeg en forbedring, på andre en forværring. Behandlersystemet forsøgte at affærdige mig med diagnosen "depression", som jeg hårdnakket kæmpede imod. Selvom jeg havde depressive symptomer, vidste jeg, at det var en reaktion på hele situationen, og ikke mit primære problem. Men hvad så? Jeg opdagede ADHD, selvtestede - og det gav bare så meget mening, at jeg en periode troede, at det var mit problem. En senere udredning viste så at jeg overhovedet ikke havde ADHD. Hrm... men hvad er det så?
Har haft flere alvorlige hjernerystelser i mit liv, og en neurolog sagde at jeg sandsynligvis led af post commotionelt syndrom. Hurra! Ja, det var det, mente jeg. Det gav så meget mening i forhold til mine problemer og begrænsninger. Jeg accepterede at jeg nu havde en hjerneskade, og forsøgte at indrette mig efter det
Indtil jeg endelig, endelig, kom til en ORDENTLIG udredning. Som slog fast med syvtommersøm at jeg ikke havde en hjerneskade. At jeg ikke havde ADHD. Jeg havde Aspergers syndrom. Chok - jeg var sgi autist! Den havde jeg overhovedet ikke set komme
Men det er sådan det er, og nu har jeg endelig fundet det rigtige svar, og kan derfor endelig begynde at angribe mine begrænsninger konstruktivt. Og dét rykker noget

Min pointe er, at der er rigtig mange overlapninger når vi taler om symptomer og diagnoser. Selvom mennesket er en meget kompleks organisme, og kan indeholde meget komplekse problemstillinger, så går de samme problemstillinger igen ved forskellige diagnoser. Derfor er det så "nemt" at fejlfortolke. Og det er derfor man bestemt ikke kan selvdiagnosticere. Men indgår man i behandlersystemet - med de bagsider det også indeholder - får man muligheden for at finde det rigtige svar, og derfor også muligheden for at fokusere sin energi konstruktivt lige nøjagtig der, hvor problemet sidder

PS - Selv diagnoser indeholder også begrænsninger og generaliseringer. De er ikke svaret på alt, da man ikke kan sætte mennesket ind i en ramme, og lade det være svaret på alt. Men det giver nogle nødvendige retningslinjer, så man ved, hvor problemet er, og så må man selv tage den derfra. Lægge til og trække fra så det passer til én selv
__________________
*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~ *
Det vigtigste i livet er ikke om vi falder, men at vi rejser os hver gang, vi gør
*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~ *

Sidst redigeret af Tassi; 17-11-2011 kl. 11:09.
Tassi er ikke logget ind   Besvar med citat