|
Din stædighed er din fætters store chance for retfærdighed.
Jeg forstår din frustration, har også været der, og min søn er stadig meget vred over dårlig behandling. Hans fik fp efter 1 1/2 år i kamp om at få tilstrækkelig dokumentation. Han har en autismespektrumforstyrrelse og mistede helt tillid til pædagogiske medarbejdere på bosted, som pressede ham uden hensyn og viden om hvad der virker, og som til sidst, via lægen, gav ham psykofarmaka mod depression.
Nu bor han i egen lejlighed, klarer sig nogenlunde, og er nok een af dem som folk kigger skævt til når han tre dage om ugen drøner afsted til fitness-center, hvor han tilbringer adskillige timer og i øvrigt har sin tilværelse indrammet af netop den rutine.
Der er ingen tvivl om at han ville være lykkeligere med en meningsfuld deltagelse i det øvrige samfund, men det går jo ikke når der ikke vises de nødvendige hensyn til særligt sårbare mennesker som ham, eller din fætter. På det såkaldt rummelige arbejdsmarked er der slet ikke plads til vores slags.
"Alle lykkelige familier ligner hinanden; men den ulykkelige familie er altid på sin egen måde ulykkelig." indleder Leo Tolstoj sin roman "Anna Karenina." Det kan ikke nytte noget at vi henfalder til misundelse overfor hinandens kompensation for lidelser, og tror på f.eks Joakim B. Olsen, som konsekvent glemmer at kontanthjælpsmodtagere også betaler skat og at en del af deres indkomst er de samme tilskud som alle andre også får.
Hvis vi ikke her på K10 skulle kunne finde solidaritet, så ved jeg i hvert fald ikke længere hvor. Familie, venner osv, kan have svært ved at hænge på, nemlig!
Pøj-pøj videre.
|