|
Skønt at høre at der er nogen som jer der har en dejlig familie som er der 110 % for hinanden. Helenekr, det er guds gave at du ved at din familie mere end nogen andre er der for dine børn. Det er nok der at jeg bliver så ærgerlig og gal, for jeg er desværre overhovedet ikke sikker på at min biologiske familie, min far og bror var der for mine børn, hvis jeg og min eksmand pludselig ikke var her. Men lad os krydse fingre for at det ikke bliver tilfældet.
Jeg har bare lyst til at råbe i hovedet på dem: HVORFOR ???
Neurosmølf, jeg føler med dig, venner der ikke forstår én kan man afskrive, men ikke sin familie, dem skal man lære at forstå og "leve" med, men det er sindssygt hårdt.
Jeg ved godt at min bror og far ikke forstår eller kan håndtere sygdom eller mig og mine skønne børn, men så må de sgu LÆRE DET !!! Hvor svært kan det være ???? Jeg tror da ikke at vi er nogle der går rundt og brokker os over at være syge og selvom min far er meget integreret i den kommune hvor han bor og arbejder med folk, der er syge og i aktivering på kontant hjælp, jamen så har han da ikke hjulpet mig en disse i min sag, måske ved han ikke hvad han skal gøre hmmm... Han kan tale med alle andre om deres problemer, han har kunnet tale med mig om meget, men ikke mine problemer, måske ved han ikke at det ville betyde rigtigt meget hvis han "åbnede" op for sig selv??.
På den anden side ved jeg at han ville være der 150% hvis de var min bror der var i min situation, for min bror kan i hans øjne ikke klare sig selv. Jeg må nok bare lære at leve med det som det er og sørge for at holde mig oven vande så jeg kan være der for mine børn hele livet igennem.
God nat og sov godt. Tak for en god debat, "endelig" er jeg steget i graderne på K10, he he.
|